Alting i Rosas Verden
var blevet skønt og lyst —
det var, som Liv og Drømme
blev eet i hendes Bryst;
og Kinderne fik Rødme
— før var hun altid bleg —
og Smilet Trygheds Sødme,
og Arbejd var en Leg.
Nu led hun ikke mere
ved Modgang og Besvær,
for Livets gode Glæde
var hende altid nær;
nu smiled hun til alle,
var mild som aldrig før,
og ingen bad forgæves
ved Rosas Køkkendør.
— —
De tog i Skoven sammen,
de gik blandt stille Træer.
I hendes Øjne hviled
et roligt Lykkeskær,
og hendes Indre aabned
sig helt, for første Gang,
mod Sol og Løv og Blomster
og Duft og Fuglesang.
Men hjemme, hvor han bo’de,
var hun dog bedst tilpas —
hun havde allerede
sin egen Yndlingsplads.
Der sad hun i sin Stue
og saa sig glad omkring —
en lille venlig Frue
blandt Hjemmets tusind Ting.
Alt var saa helt naturligt
og simpelt at forstaa:
nu var den Lykke kommet,
hun havde ventet paa.
En ny og ædel Skønhed
hen over Rosa gled —
kanhænde var det Elskov,
kanhænde Kærlighed —