Du elsker de skumrende Veje,
Du elsker alt det, jeg har kær —
smaa gamle og venlige Huse
og ensomme, susende Trær.
Du standser ved det, som jeg elsker,
og mangen Gang standsede ved,
Dit Smil bliver dunkelt, naar Natten
nedsænker sin signede Fred.
Det er vist Dit Hjerte, der tænker,
jeg ved ikke, om Du er klog,
jeg ved bare det, at Du taler
mit Hjertes forelskede Sprog —
Og alt, hvad jeg elsked saa saare,
men kun kunde nævne ved Navn,
det ejer jeg helt i Dit Væsen —
med Dig er det eet i min Favn.