Jeg mindes tit en lille, simpel Sang,
min Moder nynnede saa mangen Gang;
min Sjæl var aaben, og den sneg sig ind
og blev en Tone i mit Barnesind.
Den blev hos mig, imens jeg selv blev stor
og ensom mellem Mennesker paa Jord,
blev eet med Længslen efter Lykkens Fred,
saa yndig, at mit Hjerte græd derved.
Og mangen Time har jeg tænkt derpaa:
hvordan skal jeg den lille Sang forstaa —
har hun, der bar mig, haft en lønlig Trang,
der blev til eet med denne blide Sang.
Jeg voksede fra hendes Favn og Skød,
og jeg blev ene i min Lyst og Nød —
jeg voksede fra hendes Hus og Hjem,
men Visen pibled i mit Hjerte frem.
Og hørte jeg de Toner, jeg forstod,
hvor Lykken kunde være dyb og god,
og nynned jeg den blide Melodi,
det var mit Haab, min Drøm, der gik forbi.
Alt dette har jeg maattet tænke paa,
naar jeg i Dine dybe Øjne saa,
mens ydmyg jeg det evige forstod,
at det var Dig, jeg altid længtes mod.
Thi naar jeg tog Din lille, smalle Haand,
da faldt til Ro min hvileløse Aand —
jeg saa din Sjæl og tænkte mangen Gang;
hvor ligner Du den lille, blide Sang.