Jeg vidste ikke, hvem Du var,
jeg spurgte ej derom,
hvorhen Du gik fra mig igaar,
hvorfra idag Du kom.
For tænkte jeg at spørge Dig,
Du aned straks mit Sind,
Du lagde Haanden mod min Mund
og kyssede min Kind.
Dog bragte Du mig altid Fred —
Dit Væsen var en Duft;
hvor mildt at føle, Du var nær,
i samme Stues Luft.
Og Du gik om og puslede
og standsede og saa —
og tog en Bog — og satte den —
og strakte Dig paa Taa.
Saa bredte Du et Sytøj ud
med Fingerbøl og Garn
og bøjede Dit Hoved ned
og lignede et Barn.
Men da Du sad og nynnede,
imens Du valgte Garn —
da skete det, jeg saa med eet:
en Moder med sit Barn.
Du nynned alt forglemmende:
da pibled Angsten frem:
hvem er Du dog, som sidder her
saa trygt som i Dit Hjem —
Som om Du havde været min
i mange, gode Aar,
som Du og jeg var ganske eet
og fælles vore Kaar — —
Fra første Stund saa mange Ting
min Tvivlen havde vakt,
men mest jeg aned Svig i det,
Du ikke havde sagt.
Aa, at Du kunde være her
forglemmende og trygt —
jeg tænkte: hvor det Sind er rent,
hvis ikke mer end stygt.
Dog, hvem Du var, og hvad der end
var usandt eller sandt,
jeg var, hvor hele Verden tav,
mens Livets Kilde randt.