Carl Hjernø (1871–1913)

Tous les poèmes de Carl Hjernø sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Alle Veje snefaldshvide

Alt det gode, i Verden er

Alt i mig synger Livets glade Vise

Aa, kunde jeg se tilbunds i din Sjæl

B

Bryd, Bølge, i mit Bryst

Busse-busse Bøhmand ...“

D

Den sidste, lyse Nat er vandret bort

Der er gyldent Skilt over Kroens Dør —

Der er saa forunderligt stille, nu da det stunder mod Jul

Der farer en Vind over Skoven hen

Der kommer et Tog i Novemberdagen

Der lægger hver Aften sig over mit Sind

Det er Aften — Junidagen svinder

Det er en Efteraarsnat i den spanske Sø

Det flade Land er svøbt i hvide Taager

Det kornblaa Slør laa som et Diadem

Det suser tungt i Danmarks store Skove

Disse Digte, disse Minder

Du almægtige Gud! — hvor jeg føler mig ung

Du har mig lært at leve, som jeg vilde

Du har valgt Dig din egen Kirkegaardsplads

Du sad dér saa mut og stirred ret frem

Du tindrer af Ungdom, Du flammer af Livsmod

Du tænder Glædens Glimt i mine Øjne

E

En Hilsen, Kammerater, fra Fjord og Hav herude

Et Hav, som fraader i ubændig Trods

F

Fanden annamme din hadske Sjæl

Fjærne Sus af vilde Svaner

Forgæves gyder Dagen sine Strømme

Fossers Drøn og Elves Brus

Fugleflokkes fjærne Træk

G

Gaa ikke dér og sørg Dig gal

H

Har aldrig Du ligget en Sommernatsstund

Har Du set Kornet bølge

Himlen i Øster flammer

Hun kommer hver Aften — ved Solnedgangstid

Hver Arbejdsdag som forbi mig gled

Hvergang det mørkner rundt mig, lille Ragna

Hvor stille det er! — aa, saa tiende tyst

J

Jeg elsker disse Mænd, der gaar omkring

Jeg gik under Stjernerne ud —

Jeg husker, hvorledes mit Barnesind skjalv

Jeg kommer til Dig med en Tak paa Læben

Jeg sidder og stirrer ind i en Flod

Jeg sidder udenfor Hytten

Jeg sidder ved Aften

Jeg splintrer dit Liv, jeg véd det saa godt

Jeg stanser paa den kongebrede Vej

Jeg strider som en Havørn ud mod de øde Skær

Jeg staar i Juleaftenens Fred

Jeg synger til Jer — I, hvis Mælkevejs-Bryst

Jeg sætter mig under den hvide Hæk

Jeg sørger ej, fordi Din Streng er brudt

Jeg vandrer paa Vidder, hvor I aldrig kommer

Jeg vil hellere spise mit daglige Brød

Jeg vil ned i de sydlandske Zoner

Jeg vil ud i det Ukendtes Gru

K

Kap det tunge Anker

L

Luft! — her er trangt i Staden. —

M

Min Elskov har Ørnevinger

Min Sjæl var en Hal i festligt Skrud

Mit Barn! — der var en Tid, din Fa’r

Mit Væsen var som en Violin

N

Neppe er Solen nede, saa tændes de første Stjerner

Nu blaaner alle Kvindernes Øjne

Nu luer Himlen i Solguldsrødt

Nu lægger vi ud paa en frisk

Nu sidder du dér og er trodsig igen

Nu strider Kragen mod Vestenvinden

Nu vugges Du paa Søvnens Kæmpevove

Naar fra den store, skidne By

Naar Skumringen skyller sin Bølge

O

Og den, som ikke blev narret April

Over Fælledens gulgrønne Flade

S

Se! — de vandrer mod Vest

Se! — dit Land

Som en lille Stat i Staten

Som et Galleri af gamle Stik i gyldne Rammer

Steg Du som Ørn over alle os andre

Stod jeg paa „Ulrikken“ s Tind

Staar Du, Czarewna, paa Dækket mod Aften

Saa brast da omsider din Lyres Streng

Saa fejende frisk, saa ung og glad

Saa ringed den store Regissør

Saa sover Du da for sidste Gang

Saa Tak for alt, der har været af godt

T

Ternens Fløjt og Vibens Skrig og Maagens modforladte

Tre Kvinder har jeg elsket

V

Vi sad en stille, lys Septembernat

Vær hilset fra Skoven herude