Jeg sidder og stirrer ind i en Flod
af Lærreder, malt med en Kunstners Blod.
Jeg sidder og nemmer en Melodi,
en Farvernes festlige Symfoni.
Der vaagner „Dunbjelder“ s Lyd i mit Sind,
mens jeg sidder og stirrer i Snemarker ind.
I det hvideste Hvide og blaaeste Blaa
ses Mennesker tavse og bøjede gaa.
Hvert Menneskebarn har sin skjulte Vé,
der sætter Mærker i Sjælens Sne.
Dog! de Fleste faar Trøst i et lunende Hjem
just det spirer af dine Billeder frem:
Der er Skorstensrøg i blaanende Stig
fra hver Hytte, hvert Hus i den blikstille Vig.
Der er Lamper bag Ruder i hvert et Hjem,
mens Stjerner springer i Kvældsmørket frem.
Du har vist os en Verden, saa hvid og saa blaa,
at jeg undrende sidder og stirrer derpaa.
Din Palet bærer Mærker af Hjærtets Blod —
— dertil har Du Mandsvilje, Styrke og Mod.
Der er Stjærner tændt i dit Væsens Hvælv,
Du er Kunstner — thi Du er helt ud Dig selv.