Carl Hjernø (1871–1913)

Kap det tunge Anker,

spræng den høje Mur!

De modløse Tanker,

som ruller Uvejrs-Banker

ind over Sindets morgengyldne Skær —

væbn dig og mød dem i Spidsen for en Hær

af levelystne Længsler, som klingende i Dur

staar rede til at martre dem til døde en og hver!

Rejs dig i din Vælde,

Menneskenatur! —

Ikke blev du avlet for at sygne under Love,

skrevne for et Samfund af viljeløse Trælle ...

nej! — avlet for at sejre — men først dog for at vove.

Hører du mit Hjærte? —

Læg Saddel paa din Ganger,

rid dig i det skinnende

Skærsommergry ud! —

— — —

Lær af Lundens Sanger,

som nys har fæstet Brud —

lær af Frø i Damme

og af Dagens Flamme,

naar den aander Solkys over Jordens unge Skrud

lær af selve Livets Gud,

som klæder Straa og Stamme,

at tyde Elskovs store, uudgrundelige Bud.

Ejer du et Ungdomsmod, der himmelhøjt sig ranker

— gennem Savnets Byger, som gennem Sorgens Taager —

rummer dine Aarer et Blod, som solhedt banker,

og din Sjæl af Længsler en Hær, som altid vaager —

grib da i din Barm, hvor det skælvende Hjærte

synger lydt om Vellyst, med Genklang i din Hu —

da vil du lære, at din Tid er det nu

— og rejse dig i Tak for, hvad du lærte.

Jeg lytter til mit Hjærte. — Strengene det slaar,

vækkende de Kræfter, som end sove. —

Jeg hører paa Tonerne, hvordan det undergaar

Foryngelsens guddommelige Love. —

Jeg føler, hvor jeg rives af Strengelegen med:

hver Tvivl i Vaande fostret, hver Tanke bag min Pande,

hver Fiber i min Sjæl bliver baaret af Sted

mod underfulde, dæmrende Strande.

Der stiger en Befrielsens Lovsang i mit Sind,

min Sjæl er et Trylleland, skærsommerligt smykket,

Sommerguden drager gennem Æresporte ind,

som feststemte Længsler har bygget. —

Der stiger en Befrielsens Lovsang i det Gry,

hvorunder mit Hjærte nu gynger ...

gammelkendte Toner! — kun Ordene er ny,

og fremmede mig Stemmerne som synger: —

Kap det tunge Anker,

staar din Hu til Havet,

lokker dig dets Sange til en frejdig Ledingsfærd!

De modløse Tanker,

som tynget har og gnavet,

tæret paa din Livsstreng — knus dem en og hver!

Bad dig i den dæmrende Dagnings første Skær:

under Østens Banker

ligger Sol begravet!

Did skal du rette dit farvelystne Blik,

vende did dit Øre mod det Gryendes Musik,

der bølger som en Hymne over Havet. —

Ikke var din Fader en viljeløs Slave,

og ikke din Moder en trælbunden Kvind:

egestærke Viljer i frihedsbaarne Sind,

det var dine Ophavs Vuggegave. —

Stem din brede Ryg imod Lovens stærke Mur

— rejs dig i din Vælde, Menneskenatur!

Jeg laa alene paa den høje Skrænt. —

Dybt under mig en øde, stenfyldt Strand,

i Nord og Syd af Bøgeskove lukket.

Langt ude Hjelmens hvide Blinkfyr tændt:

et Frelsens Tegn i Horizontens Rand,

et roligt Blik, som straks igen blev slukket.

Jeg laa alene paa den høje Skrænt. —

Jeg havde Havets store Flod i Fronten

og bag mig Bøgeskovens lyse Bryn.

Mit Blik var mod de fjerne Skove vendt,

hvor uvejrssvangre, blaaligt-røde Lyn

slog op som Flammer over Horizonten. —

Hver Tanke, som den store Stilhed fødte,

hver vinget Længsel blev mod Hjemmet sendt,

hvor kære, kendte Træk med Smil dem mødte.

Jeg følte Moderkysset paa min Pande

og hendes Hænders Kærtegn i mit Haar:

— hos hende Barn, til Trods for alle Aar,

hos hende Solskinsdage, blide Kaar,

som Lægedom for alle Rift og Saar ...

og Taarer steg og stod bag Øjets Rande,

Taarer, som ikkun hun og jeg forstaar. —

I Sus og Dus, som drev mig hid og did,

dagstjal min Kraft og sløvede mit Vid,

henrandt det meste af min Ungdomstid:

— Dag blev til Nat, og Nat omskabt til Dag.

Nær var jeg kæntret, og da var jeg blevet

derude, véd jeg — eller jeg var drevet

i Land som et værdiløst, søndret Vrag.

Men da jeg angst for Kystens mørke Skær,

tog Sejlet ind og kapped’ mine Ræ’r —

da gik hun ene ud i Redningsbaaden.

Hun tog mig i sin aabne Moderfavn,

og lodsstøt — gennem Stormen, gennem Fraaden

mit Livsskib førte hun i sikker Havn. — —

Jeg laa alene paa den høje Skrænt. —

Langt ude Hjelmens hvide Fyr blev tændt:

et Frelsens Tegn for dem, som fo’r paa Havet.

Saa mangen Synd og Gæld fra fordums Tid,

da Sjæl og Legem stedse laa i Strid,

fra den Stund af for evigt blev begravet.

Med Tak til Mo’r, som paa min Ungdomsfærd

var den, der hjalp mig over Farens Skær,

jeg rejste mig og gik mod Skovens Bryn.

Fjernt ude flammed’ end et sidste Lyn

bag Horizontens dæmringslagte Skove ...

saa sænked ’ Natten sig paa Vej og Vove,

Verden laa lydløs under Søvnens Love

og gled fra Drømmesyn til Drømmesyn. —

— Med Tak til Mo’r, som fødte mig i Smærte

og siden stod mig bi i Livets Kampe,

gik jeg med varmt, erindringsvugget Hjærte

hjem gennem Nattens hvide Dis og Dampe.

Nu er der Sang over Verden! —

Ad Østens skylagte Stier

sprænger et solhvidt Gry,

brusende Livssymfonier

vækker den sovende By,

brusende Livssymfonier

vækker de blundende Skove,

bæres paa Solbrisvinger

over den dønnende Vove. —

Natten har graa Melodier,

nogle skælve af Kulde,

andre er varme og bløde,

men alle er vemodsfulde ....

nej! — nu er der Sang over Verden,

for Dagen bestiger sin Trone:

Lys i hver lille Strofe,

Jubel i hver en Tone! —

Vaagn op, mit drømmeomtumlede Sind,

og voks dig stærk,

og øv dit Værk! —

vaagn op, mit Hjærte! — klæd dig i Staal!

— du har tusinde Slag endnu at slaa,

og tusind’, uendeligt-fjerne Maal

har du endnu at naa. — — —

Nu er der Sang over Verden!

— saa stolt og fri

en Livsmelodi,

at skælvende brister den klare Dug,

hvor Sangen bæres forbi.

Nu flyver de dræende Blomsterfnug

fra Hauge og Hegn, fra Enge og Kær

— nu smiler jeg haant ad min Ungdomsfærd

med alle dens Savn og smægtende Suk.

Nu glemmes, hvad éngang Vunder slog,

hvad éngang gav Sorg og Kvide —

og alle Tanker bli’r hvide,

som forhen i Mørke drog.

Og frigjort drager mit Hjærte

— syngende — over Grænsens Rand,

drager fra Had og Smærte

over i Fremtidens Land.

Hører I Sangen derude? ....

Velsignet den Dag,

som nu opstaar! —

velsignet den Sommerstrømning,

som gennem mit Hjærte gaar! —

Ungt Vemod kan lindres i Drømme,

som Barnesorger i Graad

— Manddomsvunderne læges bedst,

hvor Viljen ægger til Daad. —

I Elskovs Eventyrverden

saares Kvinder og Mænd

— i Arbejdets Verden læges

de brændende Vunder igen. — — —

Nu er der Sommer i By og paa Land,

en tindrende-lys Skærsommer

kalder mig Sangen derude? ... velan!

— jeg kommer! jeg kommer! jeg kommer