Skuffet Elskov
En Cyklus Digte.
En Cyklus Digte.
I.
I.
Jeg kommer til Dig med en Tak paa Læben,
fordi Du stod mig bi de onde Dage
og sad saa ofte tyst-taalmodig hos mig
og hørte paa min vilde, bitre Klage.
Jeg kommer til Dig med en Tak, som ingen
af alle dem, jeg hidtil ejed, fik —
fordi Du netop ved din Stilhed evned
at slukke Angsten i mit tunge Blik.
Dit ømme Taalmod! ... efter Dagens Kampe
om dagligt Brød blev netop det mig alt:
det blev for mig en Vaarnats hvide Dampe,
der som en Dugregn paa mit Væsen faldt.
Du nævnte aldrig, hvad Du led i Enrum,
men ofte saa’ jeg, Du var mindre glad —
Du strøg blot mine harmevredne Hænder,
indtil Du Led for Led fik skilt dem ad.
Og stille — som en Drøm hos Barn, der blunder —
gled over mig dit Blik i Elskov ned.
Det var ej Ord Du ødsled med, kun Kærtegn ...
de mygeste, de ømmeste, jeg véd.
Ja, trofast hjalp Du mig i al min Stræben
og lytted taalmodsfuldt til hver min Klage ...
Jeg kommer til Dig med en Tak paa Læben,
fordi Du stod mig bi de onde Dage.
II.
Luk Dine Øjne! — jeg taaler dem ikke:
barnedrømsfyldte, vemodige, graa,
møder de mine med spørgende Blikke —
spørgende? — talende? — kan ej forstaa.
Rummer Dit Blik, der er skyldfrit som faa,
rummer det ogsaa et Forbund af Løgne? ...
luk dem! sænk dem! — aa, skjul dine Øjne! —
velsignet hver Time, Du paa mig saa’!
Barnedrømsfyldte, vemodige, graa ....
ingen skal ane den Elskov, de fødte.
Velsignet hver Time, Du paa mig saa’,
velsignet hver Time, mit Hjærte blødte.
Lys var den Dag, da hinanden vi mødte —
tung bli’r den Stund, da Du atter maa gaa ...
Der er de Sten, som selv Kæmper ej løfter,
der er de Krus, som selv Mænd ej tør tømme,
der er de Spørgsmaal, man nødigen drøfter —
derfor tyer man til Minder og Drømme.
Og der er Nuets pulserende Liv
i dine barnedrømsfyldte Blikke ...
... luk dine Øjne! — jeg taaler dem ikke.
III.
Elsebeth! — hvad har jeg gjort Dig? —
intet! — saa sandt som der lever en Gud.
Jeg ønsked at tage Dig op i mit Liv
og tronsætte Dig som min Brud.
Men da jeg forlod Dig en Maanedstid
for alvorligt at tænke paa „Tingen“,
da flagred Du viljeløst hid og did —
— og pantsatte sluttelig Ringen.
Den Ring, som jeg gav Dig i ophøjet Trang
til at flette dit Navn ind i mit,
den Ring, Du har tigget og tryglet om —
— og givet Dig hen for saa tit.
En Maaned har været tilstrækkelig til,
at andre voldtog dit Sind ...
dit Sind? — nej, dit Legem, sataniske Tøs
— nu er jeg ej længere blind.
Skade, Du ikke fik Øjnene op
itide for dét, som jeg vilde —
nu aabner Du dem, og dit Blik er en Bøn ....
... jamen, Kære, nu er det for silde.
Der er gaaet Brand i dit Hverdagsblod
og Ild i din Ungpigetanke ...
en skønne Dag bliver Du skyllet i Land
som et Vraggods — en Allemands-Planke.
Jeg mindes Dig Elsebethlille — omsonst! —
som Du var og har været i denne Vaar:
en Illusion, en forjættende Drøm —
— ak! alting dør og forgaar.
Du var som et „Amen“, et „Ave Maria“ —
— nu virker Du nærmest som et „Hurra!“
... Jeg har givet Dig Navneforandring:
nu hedder Du — Djamala!
IV.
Du lærte mig at bore Blikket dybt
og ørnefast igennem Verdens Vrimmel,
Du løfted mig fra Hverdagslivets Gru
saa ofte op mod Glemslens solblaa Himmel.
Men da jeg stod paa Lykkens svage Tinde,
mens Haabets Solhav viden om mig randt,
da svigted Du — som éngang var den Kvinde,
om hvem hver Tanke sig i Længsel spandt.
Du taalte ej at se didop, jeg stod:
din fejge, nidske Kvindehu blev svimmel,
Brand gik der i dit dyrisk-hadske Blod —
Du blev den Laveste i Verdens Vrimmel.
Men dine Øjne husker jeg endnu:
de saa’ engang forelsket ind i mine —
nu er de mærkede af Troløshedens Gru,
og Sorg vil langsomt fure hver din Mine. —
— —
Ak, Djamala! — vi Mennesker er dumme:
vi tømmer altfor graadigt Lykkens Kumme.
V.
Saa bristed’ omsider de sidste Baand,
som éngang sammen os Tvende bandt —
saa slap ogsaa Du en Dag min Haand:
de Andre drog Dig, fristed’ — og vandt.
Hvad nytted’ det os, dine Taarer randt?
Ej heller hjalp os dit hyklede Suk:
Vejen tilbage dog aldrig vi fandt,
skøndt jeg var saa svag — og Du var saa smuk.
Vor Lykke var som et vindtørt Fnug,
af Andres Luner tumlet omkring —
og den var skør som Morgenens Dug,
der brister og bli’r ... til et Ingenting.
Djamala! — giv mig din Haand, trods alt,
til Afsked over vor Lykkes Lig.
Og lad os saa glemme de Ord, som faldt,
de saarende Ord — og den sviende Svig — — —
Ja, alt, som éngang os sammen bandt,
er sprængt af de Andre, der vilde det saa.
Men Du — Du vil længes engang iblandt ...
... og det er den største Hævn, jeg kan faa.
VI.
Sug, Bølge, Blod af Solens Moderbryst,
som purpurrødt bag Morgnens Taage brænder!
Løft, Jord, mod hende dine klamme Hænder:
hun kommer hid med Bud fra Livets Kyst,
med gylden Glans om sine stærke Lænder!
Hver dugget Blomst sit Blik mod hende vender
og skælver let i underdejlig Lyst —
mens hver en Fugl med lys, livsalig Røst
sin Morgen-Velkomsthilsen hende sender. — — —
— — —
Godmorgen, Djamala! — Hvorlunde svandt
monstro din Nat? — Hvem var det nu, der vandt
en stakket Stund din svalerappe Gunst? —
Din Hu er stedse ildsvøbt — ikke sandt? —
Du leder stadig efter en Gigant,
som dæmpe kan dit Væsens vilde Brunst? ....
At tænke sig! — Du var en Gang den Sol,
mod hvem jeg glad hvert Gry mit Øje vendte —
— og Stjernen, som i Tankens Nathvælv brændte
fra Dagen led, til Morgnens Hane gol! —
At tænke sig! — at jeg, mens Dagen rinder,
kan sidde her og lade haant om vore Minder!
Jeg bryder Broen af, — som hin Svend Trøst
ved Randers-By i Grevefejdens Dage.
Jeg tømmer Nuets Kildevæld med Lyst
og dier Solens gyldne Moder-Bryst,
til alle Hjærtets Vækster saftfyldt’ knage ...
... for jeg vil ikke være blandt de Svage.
VII.
Troskab! — Du, Landevejstøjte,
som driver paa Alfarvej,
mens Lasten og Løgnen spiller
Pan-Visen foran Dig —
som sidder paa Grøftekanten
og fletter din ravnsorte Lok ...
Du er den ledeste Fjende
for Menneskebørnenes Flok!
Du sidder i Blomsters Klynge
som braadgiftig Hvepsetøs,
siger man Dig ét Sandhedsord
— straks bliver Du bitterlig bøs
og haanler, med rovgridske Tænder
ud af et sanseligt Gab ...
inden man véd et Ord deraf,
er det Fallit og Tab. — —
Lad Løgnen og Lasten sno sig
som Snoge, som det de er,
ind i mit Hjem og hvisle,
men kommer Du mig for nær —
da træder jeg Dig som et Giftkryb
med Jærnhæl ned i Livsvejens Grus ...
Djamala! — Alfarvejspige! —
— gaa udenom mig og mit Hus!
VIII.
Der er Skyer i Drift
over Nordhimlens Sletter:
det er Uvejrets Jætter,
stormjagne Kæmper, som hidsede sætter
I Løb over Vesthimlens gabende Rift ...
der er Uro derude
bag Himlens gyldentflammende Rude,
mens Dagen gaar under —
jeg sidder i Klitten og venter
paa Tusmørkets dulmende Stunder.
Og Æolus griber i Harpens Streng,
saa det toner i Solfaldsbranden.
Han synger et Epos om Havluft og Lys,
om Byger af Skum over Stranden,
om Bølger langs Kimingsranden:
bukkespringskaade,
vilde Sirener, hvide af Fraade,
fnysende Foler, der prustende stejler
og leger Tagfat med hver Sejler —
jeg sidder i Klitten og lytter til
hans brændings-braad-stærke, ubændige Spil.
... Og Dagen gaar under!
Marehalmsfanerne fløjter en Vise,
Maagerne skriger og Tærnerne hviner,
mens Natten paa gyldne Sandaler triner
i Sandørk’nen ind ...
da lægger sig Dagens larmende Vind
og vorder en aftenlig Brise —
— da tystner omsider mit Sind ....
Jeg sad dér i Klitten og skrev dit Navn,
ikke af Længsel, ikke af Savn,
ikkun af gammel Vane —
da listed sig mellem Klitterne ind
en fejende, fribytter-friskende Vind,
der kasted omkuld
hver Slægts-Tradition i vort Kærlighedsliv:
hvert Bønneraab: „Bliv!“ —
hvert Ekko: „Tilgiv!
thi Du er gennem alt dog det lødige Guld,
der riggør mit Væsens fattige Muld ...
aa! jeg beder Dig: Bliv.
Du er Hersker over mit søndrede Liv!“
.... Og Dagen gik under!
Men Solfaldets Vind
sletted dit Navn ud af Sandet
og ud af mit livstrætte Sind —
dit Navn er fra nu af forbandet
af mig ...
for jeg kan ikke andet!
Paa gyldne Sandaler traadte Du ind
i mit Liv, i mit længendes Hjærte —
jeg maa frigøre mig, Du min Djamala-Hind! ...
Du har voldt mig for dyb en Smærte.