Hver Arbejdsdag som forbi mig gled,
og alt, hvad jeg bygged’ fra Hellig til Søgn,
og alt, hvad jeg stræbte, og alt, hvad jeg stred,
og alt, hvad jeg vandt i mit Ansigts Sved,
— alt har det bundet i Løgn.
Hver Arbejdsdag, som gled mig forbi,
hver Nat, jeg vaaged i Vaande,
hver Time, jeg leved lystig og fri,
med Kræfter til allehaande,
hver Time, som fandt mig fyrig og ung,
frejdig, frigjort og stærk,
hver Time, som fandt mig træt og tung,
— alt var det Løgnens Værk.
De stakkede Stunder, Løgnen laa død,
og Sandhedens Sol brød frem,
dem leved jeg i dit lyse Hjem,
med Hovedet i dit Skød.
Naar dine Tankers og Tales Strøm
over Sindets Sandørken randt,
da følte jeg gennem Digt og Drøm,
at noget der er, som er sandt.
Og naar dine Hænder varsomt lod
sig glide over mit Haar,
da var det, som om et ukendt Mod
voksed’ herinde Fod for Fod
og bar mig mod stoltere Kaar.
For Du kunde døve Smertens Raab
og fjerne de onde Øjne,
Du tændte nye, ildnende Haab,
Du holdt mit Sind over Glædens Daab,
Du lammed de stærke Løgne.
— — — — — — — — — — — — —
Hver Arbejdsdag, som forbi mig gled,
og alt, hvad jeg bygged fra Hellig til Søgn,
og alt, hvad jeg stræbte, og alt, hvad jeg stred,
og alt, hvad jeg vandt i mit Ansigts Sved,
— alt har det bundet i Løgn.
Men der var enkelte Timer iblandt,
som saa mig i Sandhed vandre,
— jeg takker Dig, at i dem jeg vandt
mig Mod til at møde de andre.