Du almægtige Gud! — hvor jeg føler mig ung
og glad ... som en strejfende Tater,
hvem Lykken har fyldt ham hans slunkne Pung
med vægtige, gyldne Dukater.
Aa, hør, hvor det bruser paany mit Blod
gennem Aarernes snævre Kanaler! —
Og Tankerne storme i Overmod
afsted — som jagende Hvaler.
Mit genvakte Hjærte jubler sin Sang,
sin Foraars-Hymne til Livet:
dets Strenge har Æols-Harpens Klang —
— min Sjæl har sig overgivet.
Min Sjæl har sig overgivet — aa, Gud! —
til Vaarens Vidundertoner ...
nu flyver den stærk og frigjort ud
mod det Ukendtes dragende Zoner.
Det kan ikke gære i Markernes Muld
mer’ frodigt end her i mit Indre:
jeg ler — mens det Gamle styrter omkuld —
og ser ... med Øjne, som tindre.
Jeg ser imod Vaaren, som underfuld
bortvejrer hver fordums Smærte ...
Der toner — om Elskov og Vin og Guld! —
en Lovsang dybt i mit Hjærte.