Den sidste, lyse Nat er vandret bort,
i Maane-Sølvskær, over Skagens Klitter —
snart lukkes Som’rens axomvundne Gitter,
og Dagen vaagner sent og sysler kort.
Da skrider Jævndøgnsnatten ravnsort frem
paa regnfaldsklamme, taagesvøbte Fødder,
mens alle Væxter borer deres Rødder
— i Vinter-Angst — dybt, dybt i Muldens Gem.
Da er det godt at huse i dit Hi
et Mindefond, paa hvilket Du tør tære,
naar Timerne Dig tykkes altfor tvære
og fattigt-éns at kravle Dig forbi.
Da er det godt — mens Natregn mod din Rude
i Molltakt trommer Høstens Melodi —
at nemme atter — fjærnt — hin Symfoni,
som éngang bruste Dig imod dérude. —
Ja, det er godt, i Eneboer-Kaar
med-ét at faa Besøg af kære Minder:
klarøjede, med taterbrune Kinder,
med gyldne Rugax i det rige Haar,
ser jeg dem færdes i mit Hjem omkring,
husvante, ugenerte, gammelkendte,
fortroligt pludrende om alskens Ting,
om Smaat og Stort, som mig „i Sommers“ hændte. — — —
Ak ja! — de lyse Nætter vandred’ bort ....
snart gulner Lundens Løv langs alle Stier ....
men bli’r end Dagen graa og angstfuld-kort —
— min Jævndøgnsnat har fagre Melodier!