Carl Hjernø (1871–1913)

Czarewna

(Ved Kejserindens Besøg i Eftersommeren 1906.)

Staar Du, Czarewna, paa Dækket mod Aften

og stirrer mod Kystens Linje derinde,

hvor Solen bag Taarne og Tage ses svinde?

Glider forbi Dig, mens Dagen gaar under,

Billed paa Billed fra Barndommens Stunder —

— fletter sig Minde i Minde?

Tør Du ej vende dit Hoved og skue

bagud — mod Øst — hvor Oprørets Lue

lyser langs Steppen, som Lyngbrand i Heden?

Ser Du mod Vest, hvor dit Fødelands Skove

drømmende sløres langs Øresunds Vove —

— lindrer Dig Solnedgangs-Freden?

Bøjer Du Hovedet, folder Du Hænderne,

be’r Du for Hjemmet derinde ... og Vennerne

eller for Riget dérovre, hvis Smærte

ligger saa tungt paa dit Landsmoder-Hjærte?.

Stakkels Czarewna! —

længes Du bort fra den evige Fare

— ind til din elskede Søskendeskare?

Feodorowna! — Datter af Danmark! —

brænder Guds Jord din Fod, hvor den træder,

mindes Du Barndommens fredlyste Steder —

er det kun derfor, Du græder?

Stakkels Fyrstinde! —

følger Dødsangsten bestandig dit Spor,

tør Du ej gæste den mødrene Jord,

aner Du Uraad endogsaa dérinde —

— bliver Du derfor ombord?

Bæver de Bønner, som fly’r fra dit Fængsel

— Kejserskibs-Dækket — af Angst eller Længsel,

skælver paa Læben de hviskede Ord? ....

Stakkels Czarewna! —

Rider Dig Rædslen hver Nat som en Mare —

— længes Du ind til din Sødskendeskare?

Feodorowna! — ensomme Kvinde! —

brister din Taare i Bølgen dernede,

bæres dit Suk bort af Aftenens Vinde,

hører kun Havet og Himlen Dig bede? —

Kasted ved Hjemlandets Strande Du Anker

for at faa Fred for de nagende Tanker

— draget hidover af Sundbølgens Sange —

hvorfor bestandigt da sidde som Fange

skjult bag „Polarstjernen“s pansrede Planker?

Vil Du ej blotte dit Aasyn for „Verden“:

Furerne, som blev det givet paa Færden,

skjuler Du dem for den nyfigne Flok —

— har den Dig haanet og saaret nok? ....

Stakkels Czarewna! —

Død er din Husbond, din Søn er i Fare —

— søg da et Ly i din Sødskendeskare!