Min Jul
(før og nu).
(før og nu).
Jeg husker, hvorledes mit Barnesind skjalv
i Længsel efter mit Hjem,
mens Dagene, syntes jeg, formeligt sneg
sig mod Juleferien frem.
Jeg var sat i Pleje og Kost etsteds
hos en Lærer, en unødig streng,
for Mo’r hun evnede ikke selv
at tumle sin vilde Dreng.
Jeg havde det ondt: hver Dag fik jeg Bank —
— og saa led jeg Hjemvéens Kval.
Den gnaved og aad, saa jeg stundom blev angst
og tænkte: Nu bli’r Du vist gal.
Men saa oprandt Julen i Hjemmets Skød
— dengang var det „hvid“ Jul endnu —
og al min Vildskab og Trods sov ind,
og Højhed fyldte min Hu.
Jeg lovede Gud at blive god
og aldrig bedrøve min Mo’r —
at vandre hans Veje, at danne et Værn
om hende, naar jeg blev stor. — — —
at vandre hans Veje, at danne et Værn
— — —
Saa voksed’ jeg til, og Verden mig tog,
og jeg glemte den Ed, jeg svor:
jeg blev aldrig noget for Nogen som Mand —
— og allermindst for min Mor ....
Men hvergang det stunder mod Jul paany,
gaar atter min Tanke mod Gud —
— og paa Mor’s Skød, som et angerpint Barn,
jeg græder min Hjærtekval ud.