Carl Hjernø (1871–1913)

Naar fra den store, skidne By

jeg skuffet, saaret, søgte hjem,

var du den Eneste, hos hvem

jeg fandt et trygt og fredsælt Ly.

Du fjærned alt det Slam og Skarn,

som faldt paa Sjælens blanke Spejl,

du kendte Verden ... mine Fejl

dem tog du mildt: — jeg var dit Barn!

Og naar jeg — trodsig tidt og stejl —

løb Linen ud .... og løb paa Grund,

var du mig nær i samme Stund —

— og atter fyldtes Viljens Sejl.

Fra Skær til Skær du hjalp mig frem,

og blev jeg træt — dit Blik og Smil,

de bød mig, Mo’r, saa sødt et Hvil,

som kun det findes i et Hjem.

Et Hjem: — midt i den store By,

et Fristed, hvor man sorgløs staar

og ser de første hvide Haar,

som Blink i Mankens mørke Sky.

Aa, du! — jeg er trods Hobens Ord,

hvis Gift har fyldt mig tidt med Gru,

i Dag saa glad — fordi du, Mo’r,

gaar om iblandt os Børn endnu. —

Saa vær da takket du, som gav

— fra jeg var Barn, til jeg blev Mand

mig alt det gode, gives kan —

som gav ... og ved ej selv deraf.

Du svøbte mig, da jeg var Nor,

og stod mig siden trofast bi ....

mit Liv, mig selv, alt er du i —

— Gud signe dig, min Mo’r!