Ternens Fløjt og Vibens Skrig og Maagens modforladte Sang
blander sig med Bølgens Latter, mens jeg kløver Fjordens Strømme,
spændt i Vinden er mit Storsejl som en Havfugls Vingefang,
spændt — saa Landets Linje bag mig svinder i en Dis af Drømme.
Vesterud, hvor Fjordens Vove kysser Brinkens lyse Muld,
stirrer Stevnen, styrer Roret, higer Baadens stærke Planker —
vesterud, hvor Fjordens Vande vugges som en Flod af Guld,
stirrer Længslen, styrer Mindet, higer Sjælens hede Tanker. —
Herligt er det imod Aften, efter Arbejdsdagens Dont,
fri for alle Byrder, bort fra Hjemmets trange Vraa at vugges,
og det er saa rigt at skue mod en gylden Horisont,
medens alt det stærke i dig tændes, alt det svage slukkes.
Farveløs og regntung hænger Himlen tit nok over Jord,
stækker Manddomsviljen i os, vækker alt det angstfuldt-vege:
derfor skuer Øjet gerne Solfaldsglansen over Fjord,
derfor jubler Hjærtet, naar med gyldne Smil dens Bølger lege.
Ternens Fløjt og Vibens Skrig og Maagens modforladte Sang
blander sig med Bølgens Latter, mens jeg kløver Fjordens Strømme —
Sjælens Storsejl vidt udspiles som en Havfugls Vingefang,
alle livsensglade Kræfter ler ad Sindets syge Drømme.