Landsby-Stemninger
I.
I.
Jeg sidder udenfor Hytten
i Midnattens stille Stund
og tænker paa Barn og Hustru,
som længst er faldne i Blund.
Alt omkring mig er tystnet
og Byen gaaet til Ro,
jeg hører de sidste Gæster
forlade den gamle Kro.
Kroværten slukker „Lanternen“,
mens Prangerens gamle Hund
gi’r Hals ad de Natteravne,
der forstyrrer dens gode Blund.
De Hjemadvandrendes tunge
Træskos taktfaste Trin,
og Pranger-Køterens Skældsord ...
ellers er alt sovet ind. — — —
Jeg sidder udenfor Hytten,
som rummer min Verdens To —
min Lykke er stille som Natten,
mit Hjærte er faldet til Ro.
II.
Hvor Himlen er lys og rolig,
nu Sol er sunken i Hav,
den breder sig vesterude
i Skær af Bronce og Rav.
Den hvælver sin mægtige Kuppel,
Uendelighedens Symbol,
i langsom Skiften fra lys Safir
til dunkleste Vaarviol. —
Saa falmer med ét dens Farver,
som tændtes, da Dagen laa død:
Midnattens Mørkebølge
drukner dem i sit Skød.
Og sort som en Jættenæve,
knyttet i Vredens Stund,
hvælver sig Nattens Himmel
over Menneskebørnenes Blund.
III.
Jeg staar saa ofte mod Aften
ved Hytten og spejder ud
og synes, at jeg er en Ensom,
hvem ingen mer bærer Bud.
Der kommer ikke som éngang
en Ven med Latter og Sang:
de véd vel, at Vinen er drukket
og Pladsen bleven lidt trang.
Men kom der en Ven i Aften,
jeg tvang ham i Hytten ind —
nu staar jeg ensom herude,
ensom og tung i Sind,
og tæller af gammel Vane
— jeg véd jo, hvor mange der er —
paa Genboens lave Mønning
de ridende Kragetræ’r.
Snart ligner de Hænder, der strækkes
i Bøn mod Stjernernes Hær,
snart synes de sovende Fugle,
som bier paa Morgenens Skær.
Henover dem stryger en Ugle
med lydløse Vingeslag,
den sætter sig yderst ude
paa Skolens teglhængte Tag. —
Der vakler en gammel Kvinde
forbi mig med usikre Skridt,
jeg hilser hende Godaften —
„Godavten,“ svarer hun blidt. — — —
Ja, ofte staar jeg om Aft’nen
ved Hytten og spejder ud
og synes, at jeg er en Ensom,
hvem ingen mer bærer Bud.
IV.
Nu har da Vorherre flyttet
sin Viser et Halv-Døgn frem,
for gamle Maren Kirstine
har trukket sin Malkeged hjem.
Og Smedens Kone, der altid
færdes paa Morgensko,
er listet forbi min Hytte
i Hælene paa sin Ko.
Den „hellige“ Bodil har givet
sine Høns i Gud Faders Vold,
og Skrædderen henne i Smøgen
har gennet sin So i Fold.
Og Karen, min Nabos „Kvinde“,
har drevet sin Gæslingeflok
op gennem Kirkestrædet,
frem over Sten og Stok. — —
Ja, vel har Vorherre flyttet
sin Viser et Halv-Døgn frem:
nu ringer jo gamle Peiter
Fredsbud ind i hvert Hjem.
Og ude fra Fjord og Marker
kommer de brune Mænd,
sunde paa Sjæl og Tanke,
men trætte i Led og Lænd.
De kommer med Trang til Hvile,
og Hytterne fanger dem ind ....
snart sænker Søvnen sig kvægende
over de dagtrætte Sind
V.
Han ligger bag Himmelsengens
blomstrede Bomuldsgardin
og stemmer med rystende Hænder
sin støvede Violin.
Hans Blik er fjærnt som en Drømmers,
og tungt er hans Aandedrag,
men Smilet sitrer om Munden
som Sol i svindende Dag.
Han ligger, nu Livet lider,
og mindes, hvor mangen Nat
han spilled til Dans for de Unge
i Landsbyens lune Krat.
Dén Gang! — ja, da var han elsket
af alle Piger i By ...
han ligger og lever sin Ungdoms
„Eventyr“ om paany. —
Bornholmer-Uret i Krogen
falder stille til Slag —
han synes, at Hjærtet standser,
og Haanden vorder saa svag.
Han korser de trætte Arme
over sin Violin,
mens Skæret fra Aftensolen
forgylder Sengens Gardin.
I Kirketaarnet slaar Peiter
de skælvende Bedeslag —
da brister hans gamle Øjne,
og endt er hans lange Dag.
VI.
Jeg sidder udenfor Hytten
og stirrer i Natten ind,
mens noget, jeg ikke raader,
væder min brune Kind —
mens noget, jeg ikke magter,
marerider mit Sind —
mens Hjærtet skælver som Poplens
Løv i Midnattens Vind.
Jeg troed’, min Lykke var rodfast,
mit Hjærte faldet til Ro —
— hvem der var Landsbyskrædder
og kun havde Sans for sin So!
Hvem der som hellige Bodil
fandt Trøst for alt i sin Tro! ...
... stille! — jeg ejer jo Hytten,
som rummer min Verdens To.