Jeg staar i Juleaftenens Fred,
vemodig som ingen Sinde.
Saa mindes jeg ham, vor Kærlighed
— hans sidste Jul — og jeg fæster ned
det Billed, jeg har her inde — —:
Jeg sad og saa paa den hvide Sne —
paa Fnuggenes travle Vrimlen.
Saa hørte jeg ham der henne le.
Jeg kunde ikke hans Ansigt se,
kun se ham pege mod Himlen.
Jeg hørte ham spørge, med Stemmen svag
og brudt af den snigende Tæring,
om det altid sneede Juledag,
og om ikke det hvide, lysende Lag
var Vor Herres Juleforæring.
Men ovre i Stuen gik du og sang
og pyntede Træets Grene.
Jeg hørte din snefaldslette Gang.
Din varme Stemme, hans Latters Klang
blanded sig lyse og rene.
Saa kaldte du ind. Du nævned hans Navn.
Du bad mig bringe „din Engei“.
Jeg løfted ham op i min Faderfavn:
— saa let han var som et Bøgeavn,
saa spæd som en Liljestængel.
Jeg bar ham over, hvor Træet stod.
Hans Øjne var juletændte.
Der kom som Ild i hans syge Blod
— den blege Haand og den lille Fod
omkring mine Arme spændte.
Her kendte han ikke længer til Ro
og havde ej Stunder at vente.
Hans Ansigt lyste, hans Øjne lo
— og glade som Barnet følte vi to
en Lykke, vi aldrig kendte. —
Jeg bar ham atter i Sengen ind.
Snart slumred han blandt sine Gaver.
Der var et Sundheds-Blus paa hans Kind,
vi aldrig saa — en Fred i hans Sind
— et Pust fra vaagnende Haver.
Vi hørte ham endnu i Søvne le
— han, som var dømt til at sukke. —
Jeg stod og saa paa den hvide Sne.
Jeg hørte dig hviske: „Din Vilje ske.“ —
Saa gik du ind for at slukke.
* * *
Jeg staar og ser paa de hvide Fnug,
men savner Drengen der henne.
Du hvisker kvalt — og dit Øje har Dug —
„Lad os søge at dæmpe vort Hjærtes Suk.“ —
Saa gaar du ind for at tænde.