Carl Hjernø (1871–1913)

Norge

(i Anledning af Statsrevolten 1905).

Fossers Drøn og Elves Brus,

Fuglefløjt langs alle Strande,

atter-klædte Skoves Sus,

Sang fra atter-løste Vande:

Foraars-Hymnens Jubellyd

i hvert Jordens Hjærteslag —

saadan rinder Norges

unge Frihedsdag. — — —

Stod jeg paa din vilde Kyst

— vejrbidt stiger den af Havet,

som et arret Kæmpebryst,

støt som selve Viljeskravet —

stod jeg paa din vilde Kyst,

da forstod jeg, dine Sønner

elsker Dig og tar Dig ind

i sit Hjærtes bedste Bønner.

Stod jeg paa din vilde Strand

voldsom løfter den sin Bringe,

som en mer end mægtig Mand,

ingen Magt i Knæ kan tvinge —

stod jeg paa din vilde Strand,

da forstod jeg, dine Sønner

rev Dig ud af fremmed Favn

med en Kraft, som endnu dønner.

Stod jeg paa dit vilde Skær

— Havet larmer, Himlen flammer,

Stormens Vejrbud gaar Dig nær,

krøger dine sejge Stammer —

da forstod jeg ikke dem,

som engang la’ Dig i Lænker,

Du, som med ét Viljeslag

sprængte Fremmeddømmets Rænker.

Hil Dig, Norge! — Du, som staar

med din Fod i Havtangs-Vrimlen,

mens din hvide Tinde gaar

sejrsikker ind i Himlen. —

Hil Dig, Land, som bunder dybt,

dybere end andre Lande,

medens Fremtids gyldne Sol

gyder Glorien om din Pande! —

Verden over, vide, vide,

stunder Nattens Timer til:

trætte er de af at stride,

véd ej længer, hvad de vil —

men i dine Aarers Leje

hamrer Livets vilde Takt,

og omkring din stærke Pande

flammer Morgenskærets Pragt. — —

Derfor løfter Du din Kraft

som et Olavskors i Striden,

aander trygt — trods Hug og Stød

østerfra i Hjærtesiden.

Og din unge Styrkes Ret

ildner dine Sønners Tale:

Højt nu bruser Frihedshymnens

Vaarbrud gennem dine Dale. — — —

Fossers Drøn og Elves Brus,

Jubellyd langs alle Strande,

Sang fra Hytte som fra Hus:

nye Haab bag hver Mands Pande.

Lys Fortrøstning, frejdigt Udsyn,

Storm i stærke Hjærters Slag —

— saadan rinder Norges

unge Frihedsdag!