Til —
I.
I.
Du har mig lært at leve, som jeg vilde!
frigjort i Kampen, frigjort i det Stille,
fjernt fra den Gud, om hvem jeg vel har hørt
fra jeg var Barn, at han var Alt for Alle,
den Gud, til hvem jeg undrende blev ført
— „at ej din Sjæl i Fristelse skal falde!“
Du kendte Livet, som Du kendte Verden,
og da Du saa’, at ogsaa jeg paa Færden
faldt for den første Fristelse, jeg mødte,
og skælvende begik det første Brud
paa Christenlov, da var Du den, som fødte
Kraften i mig til Handling — uden Gud.
Du lærte mig Selvstændighedens Lære,
drog mig fra Troens taagefyldte Sphære
ned paa den Jord, hvor Menneskeviljen flammer
igjennem Hverdagslivets tunge Nætter,
hvor stærke Evner staar som ranke Stammer,
skønt Skoven huser Hadets vilde Jætter.
Du lærte mig at lide paa mig selv,
og er mit Blod nu som en nordlandsk Elv,
hvert aarle Gry, jeg aabner mine Øjne,
flammer det sundt og bruser det i Glæde —
det skyldes Dig, som røbed mig de Løgne,
der éngang gjorde mine Sanser rædde.
Tak for den Haand, Du rakte mig hin Morgen,
vi mødtes første Gang — paa Kirkesti.
Den lærte min at knytte sig i Sorgen
og bruge Værget, som sin Braad en Bi.
Den lærte mig, der dengang var saa svag,
at slaa min fjendske Nabos Skjold i Kvag. —
Det var paa Kirkesti, vi mødtes, Agnes!
Sti for de Banges, Brudtes, Sønderslagnes
forpinte Sjæle — Muld for knækket Lilje —
Dér standsed Du mig paa min Vej til Kirken,
og Du blev Altret, hvor min vakte Vilje
tør hvile ud — som Løn for Dagens Virken.
Jeg véd, det gængse er, naar man skal synge
sin Elsktes Pris, at lade hende gynge
paa gyldne Oders floralyse Ranker.
Jeg vil det ej, — og Du forstaar det jævne —
vid da, at Du er helst i mine Tanker,
og helst af alle vil dit Navn jeg nævne.
II.
Lad Verden kun kives og rives derude,
vi sidder, vi to, bag vor lappede Rude
og lytter til Ovnildens muntre Musik;
naar Bygernes Kast over Rønnen bli’r baaret,
da stryger din Haand mig saa tyst over Haaret,
og inde i Tusmørket tindrer dit Blik.
Vor Rude er lappet, og lav er vor Rønne,
men aldrig har Nabo og Genbo hørt stønne
den Mand og hans Kvinde, som her satte Bo.
Det bruser saa tungt mellem Granskovens Stammer
vi sidder og taler, mens Ovnveddet flammer,
om Elskov og Adel og urokket Tro.
Du stryger mit Haar og min dagtrætte Pande,
saa alle de ængstende Tanker maa strande
og synke i Glemselens Havdyb som Vrag.
Dit Blik er som Fyrskibets stille Lanterner,
der vejleder Sømandens Øje og værner
hans Færd gennem Natten — og peger mod Dag.
Der er i vor Rønnes lavloftede Stuer
— skønt Indboet skorter og Armoden truer —
saa sollys og lun, saa livsalig en Luft;
og medens de mange derude sig vaander
i Ufredens Pestluft, det er, som der aander
omkring os her inde en fredsvanger Duft.
Lad Verden kun kives, til Dommedag kimer,
vi to, vi vil sidde i Tusmørkets Timer
og lytte til Ovnildens muntre Musik.
Du ejer den Tro, som aldrig kan rokkes,
om den vil jeg lade min Tankehær flokkes
og tænde min Sjæl ved dit tindrende Blik.
Jeg bøjer mig dybt for dit signede Hjerte,
der ranked’ mit eget svage og lærte
det juble trods Modgangens sviende Slag. —
Vor Rude er lappet, og lav er vor Rønne,
men Nabo og Genbo skal undrende skønne,
at stærkt er det Tømmer, som bærer dens Tag.