Til Holger Drachmann
(Efter Sørgehøjtideligheden paa Skagen.)
(Efter Sørgehøjtideligheden paa Skagen.)
Du har valgt Dig din egen Kirkegaardsplads:
en Klit ved det syngende Hav.
Du vil ligge det nær — saa nær, som Du kan,
og høre dets Kæmpebryst vugge mod Land,
mod den ensomme, sandfyldte, snehvide Strand
— mod din ensomme Høvdinge-Grav. — —
Mens du sover din Evighedssøvn som en Helt,
skal det bringe Dig Hilsen fra Sund og fra Bælt,
fra de synbare Næs, fra de blikstille Vige —
— fra hver rindende Strøm i Danmarks Rige.
Der staar plantet et Mylr af Marehalms-Faner
paa din Gravhøj deroppe i Sandmarkens Øde.
De suser som langvejsfra-kommende Svaner —
— de synger en Hymne henover den Døde.
Du ligger og lytter til Marehalms-Suset
og fryder Dig ret over Brændinge-Bruset,
der stiger og falder fra Gry og til Kvæld.
Du hører den klagende Hjejles Fløjt
og Maagens Skrig gennem Stormfraadens Sprøjt,
naar Solen ganger paa Held.
Og naar i den ravnsorte Vinternat
Skagens mægtige Fyr bliver tændt
med Lysglimt vidt over Kattegat —
da er dit Sømands-Øje
vagtsomt imod det vendt.
Da svæver din Sjæl paa Vildsvanevis
i Natten og synger til Skagens Pris,
kvæder til Danmarks Ære.
Og Danmark — fra Skagen til Ejderstrand
svarer tilbage ét: „Takket være
Du, danske Sanger — og danske Mand! ...
... Fred med dit Støv i det hvide Sand!“