Fjærne Sus af vilde Svaner,
som i Vinternatten trække
over Næsset, over Fjorden,
over Bæltet ud mod Havet.
Ellers ingen Lyd jeg aner,
kold og frosthaard ligger Jorden,
livløs — som et Lig begravet
under Sneens hvide Dække.
Skovens Bryn er hvidt af Rim,
alle Kyster isomspændte,
alle Fjordes Bølger bundne:
Vintren vrister alting til sig.
Verden, stor og brødefuld,
dier Nattens Drømmebryster,
medens Jordens Hjærte fryser
under Sneens hvide Dække. —
Svanetrækket svinder fjærnt
under Hvælvets stumme Stjærner,
og i tifold øde Stilhed
ligger Landet rundt omkring mig.
Og da raaber jeg det ud,
højt og lydt, det Navn, jeg elsker,
raaber det i Natten ud,
saa de blege Stjærner skælve.
Alting sover, vide, vide,
vaagner kun i Ny og Næ —
og jeg bøjer mig i Knæ,
puster Sneens Lag tilside,
aander paa den frosne Muld,
hvisker hendes Navn, jeg elsker,
hvisker det med hede Læber,
til den frosne Skorpe brister. —
Vinternat fra Hav til Himmel!
Som en ofte skuffet Moders
fryser Jordens trætte Hjærte
under Sneens hvide Dække.
Ingen, ingen Lyd at ane.
Alting sover — kun min Elskovs
vilde, hvide Længsels-Svane
sover ej. —
Godnat, Agnete!