Nu lægger vi ud paa en frisk!
Det er Foraar i Hovedstaden!
Se, hvor hun smutter, den Fisk,
udfordrende kæk gennem Gaden!
... Mændene staar langs Facaden,
ser hende smutte forbi,
hendes Smil er et gækkende Foraar,
hun selv er en Symfoni.
Se, hvor Læggen runder sig kælent
under den silkede Hose!
Se, hvor Barnet og Kvinden strides
i Dybet af slig en Rose!
Ikke for intet staar Mændene
maabende, mens hun passerer —
hun er jo Trolden, som stedse
i Mandfolkehjærtet huserer.
Se, hvor Øjets Pupiller er blanke!
Se, hvor Læberne buer sig ømt!
Se, hvor hele Udtrykket røber,
hvad den Vinter lang hun har drømt!
Se det Fodskifte — fejende let!
Se den fjersmykte Fløjls-Baret!
Se hende, Venus — dristig, koket! ...
... nu lægger vi ud paa en frisk!
Aa, det Foraar, man møder i Gaden,
og som voldtager hele Staden —
aa, det dejlige Ny,
som er i min By,
og som Kvinderne bærer til Skue —
aa, det Foraar, som driver mig fredløs
ud af min vintergraa Stue! —
det elsker jeg, Venner, mere end Jer,
elsker det som en Hjærtenskær! —
Det kommer til mig, ægte og ungt,
og gør dét let, som hidtil var tungt!
Aa, Foraar! Foraar! — behøver jeg raabe
dit Navn og min Gensynsglæde ud? —
Du er i mit Bæger den skummende Draabe,
Du er i mit Væsen den levende Gud!
Jeg véd, at jeg er hverken Fugl eller Fisk,
men enfin! ... og dét har Du lært mig —:
nu lægger vi ud paa en frisk!