Til Holger Drachmann
(da det blev mig fortalt, at han var død.)
(da det blev mig fortalt, at han var død.)
Hallfred:
Fattigt er Livet paa Dødskampens Puder —
op, mod de rige, de stærke, de gamle, de evige Guder! ...
— — —
Hjalte:
Bænket vil han blive
i Gudernes Hal
fulgt af sin Fylgje — en Død for en Skjald!
(Slutningsreplikkerne i „Hallfred Vandraadeskjald“.)
Jeg gik under Stjernerne ud —
ud, hvor snehvide Marker i Aftenfred
drog omkring Byen et Renheds-Bed.
Jeg gik under Stjernerne frem.
Landet laa frostklingert-stille. —
Da sprang i mit Indre en Kilde:
den randt dig imod
som en hulkende Flod ...
... men jeg fandt ikke Ord
for min Smærte.
Jeg bøjed mit Knæ mod den stenhaarde Jord
med taknemmeligt-bølgende Hjærte
for hvert Indblik og Udsyn, jeg skylder dig,
paa min Ungdoms og Manddoms bugtede Vej. —
Jeg saa imod Stjernerne op:
stilfærdigt de skred deres Bane. —
Da svang sig med ét en Svane
— en Vildsvanefugl, eventyr-stor —
af Vinternatstaagernes blaalige Flor
op mod det sølverne Stjernechor ....
Paa snehvide Fjederhams-Vinger
Vølund sig svang fra Nidungs-Holm
mod Valhal —
— hvor Guderne bor.