Derovre fra —
(I Anledning af Harboørefiskernes Forlis.)
(I Anledning af Harboørefiskernes Forlis.)
Der kommer et Tog i Novemberdagen.
Det flænger det hvide, ligkolde Lagen,
som Himlen har vævet i Nattens Stund.
Der kommer et Tog af Gamle og Unge:
hvert Øje er sænket, forstummet hver Tunge
og lukket i Smerte hver Mund.
* * *
Jeg mindes en Aften derovre:
Vi sad i den lave Stue.
Der lugted af simpel Snaddetobak,
og Osen fra Lampens flakkende Lue
i Bølger mod Vinduet trak. —
Jeg satte mig hen ved det fedtede Bord
og pressed mig ind mellem staalfaste Lemmer,
jeg hørte de jævne, sindige Ord,
de dybe, rolige Stemmer. —
De talte om Garn, som Søerne tog,
de talte om Baade, som Brændingen slog,
de talte om Revlens strandede Vrag,
der duved for Dønningens Slag.
De talte om Havet — til Tidsfordriv —
og Tanken paa Tabet af eget Liv
var fjernt fra den hærdede Skare. — — —
Men ude gik Bølgen sin sejrrige Gang
og sang under Kysten sin evige Sang
— — sin evige Dødsfanfare.
* * *
Der kommer et Tog over Markerne hvide.
De Gamle og Unge gaar Side om Side
— de Gamle og Unge har fælles Savn.
Den Gamle følger sin Søn til Kirke,
den Unge skal arve sin Faders Virke,
til Døden slutter ham i sin Favn. —
Jeg mindes en Aften for Aar tilbage ...
Nu ser jeg dem atter imod mig drage,
de stærke, støtte, sindige Mænd.
Men nu maa de tie, de kendte Stemmer,
og nu er de lamme, de staalfaste Lemmer,
og rører sig aldrig igen.
Nu bæres de ind mellem Brødrenes Grave,
som fylder den fattige Kirkegaardshave,
skal hvile sig ud mellem deres Skare. — — —
Men ude gaar Bølgen sin sejrrige Gang
og synger mod Kysten sin evige Sang
— — sin evige Dødsfanfare.