Kalliope
→
Digtere
→
Johannes Dam
→
Titler
Johannes Dam
(1866–1926)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
A
Af Kalke gør man Sværd og Hjælme her
Ak sig mig, Amor, hvis saa hjærtensgod
Alt, som fødes, Døden naar
Alverdens store Ophav skabte alt
D
De tusend Raad forsøger jeg i Blinde
Den Dag, mit Hjærte bort fra dig sig vender
Den, som om Natten rider, Nøder driver
Det største Maal, en Kunstner har sig stillet
Dig ser jeg kun tilfreds, naar jeg maa lide
Dit Ansigts Sødme Honnings overgaar
Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje
Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa
E
Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje
F
Fly Elskov, I som elske, fly dens Brand
Før nogen dræbe sig i Troen paa
Fornuften klager og bebrejder mig
Fra Himlen kom han, og endnu i Live
G
Giovanni Strozzi om Buonarrotis „Natten”
Gør Hjærtets Lykke skønt et Ansigt gærne
H
Her sidder jeg som Marven i en Pind
Her var det, hendes Skønheds Trylleri
Hvem kan saa modstandsløs mig mod dig drage
Hvert Blik, du ødsel skænker
Hvis Aanden lever først, som den jo gør
Hvis Blikket aabner ind til Hjærtet Vej
Hvor dybt til Jord end knuget er mit Hjærte
Hvor skal jeg vinde Mod
Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar
I
I Salige, som nu i Himlen faar
Ifald jeg havde troet, da først jeg saa
J
Jeg har dig købt, skønt Gavens Pris var stor
Jeg ser i dine skønne Øjne to
Jeg ser og hører det af mig, som bor
Jeg skulde tro, at var af Sten du end
L
Langt mindre grufuld er den bratte Død
Lyksalig er den Krans af Blomster smaa
M
Maaske for ret at vorde Andre god
Med Muldyr, Sukkertop og Kærtens Pragt
Mon det er Skaberlysets ædle Skær
Mon virkelig jeg ser, o Amor, svar!
N
Naar dine Øjne ler
Naar i kysk, ophøjet Kærlighed
Naar Slaven af sin Herre mellem Fanger
Naar Solens Straaler bort fra Jorden haster
Naturen forudsaa, at til saa haardt
O
O grumme, haarde, hjærteløse Sind
O Herre, intet Ord som hint er sandt
O ve mig Arme, ve, jeg er bedraget
Om mine Tanker blot som andres kunde
S
Saa kaad og saa behændig er den lille
Saa ny en Glæde, værd at agte paa!
Saa sandt jeg aldrig, aldrig glemme kan
Snart stævner paa de hvide Bølgers Flod
Straks, da min Herres Brev mig kom i Hænde
T
Til Giovanni af Pistoia
V
Var Sjælens Glød i disse Øjne klare
Ved mange Aars Forsøg og Arbejd finder
Vel kan med Blikket jeg paa hver en Plet