Straks, da min Herres Brev mig kom i Hænde,
Blandt Kardinalerne jeg gik min Gang
Og bragte Eders Hilsen til de trende.
Til „Overlægen” for vor Nød og Trang
Jeg viste det. Saa ellevild han blev,
At Brillerne itu paa Næsen sprang.
Og han, den Hellige, om hvem I skrev,
At I hans Vilje lyder fjærn og nær,
Har ikke mindre lèt ad Eders Brev.
Den Mand, som er fortrolig Sekretær
Hos „Underlægen”, endnu ej jeg fandt,
Hvis han var Præst, saa nød han Brevet her.
Helt let har mange, siden I forsvandt,
Fornægtet Krist; thi naar hans Tro tiltrænges,
Man bliver mindre led ved egen Tant.
Tro mig, ved dette Brev vil alle længes
Mod Eder. Hvor ej gribes af dets Magt,
Fortjente vist af Bøddelen at hænges.
Og „Kødet”, som i Salt sig selv har lagt,
For til en fuldgod Steg at dannes om,
Om Eder mer end om sig selv faar sagt.
Saa snart den kære Buonarruoto, som
Jeg ærer, Brevet saa, hans Sjæl og Sans
Vel tusind Gange nær til Himlen kom.
Han siger, at hans Marmorværkers Glans
Om Eders Navn vil ej saa evigt frede,
Som Eders underskønne Vers om hans.
De skæmmes ej af Frost og Sommerhede,
Ej Tid, ej grusom Død de agter paa,
Berømmelsen kan Død ej holde nede.
Og som vor fuldtro Ven, da han dem saa’,
Har sagt: „De Billeder, I trylled frem,
„For dem vi Skænk og Kærter ofre maa.
„Selv er jeg jo et Billed kun af dem,
„En aandløs Malerklat har klasket ned
„Med Penslen, fisket op fra Pottens Gem.
„Hils Bernia, sig ham Tak fra mig; han vèd,
„Hvordan jeg er, blandt mange ene han;
„Den som mig priser, ved ej ret Besked.
„Men hans Belæring lyser min Forstand
„Saaledes op — et Under maa det være —,
„At sandt og ædelt Værk jeg skabe kan.”
Saa talte han, men jeg til Eder, Kære,
Af bedste Evne anbefaler ham,
Thi ham jeg bad mit Brev til Jer at bære.
Jeg smører ned, ved hvert et Vers af Skam
Jeg rødmer, da jeg just til Eder skriver,
Jeg Lægmand er, min Stil er plump og ram.
Alligevel til Eder jeg med Iver
Mig anbefaler, dermed alt er sagt.
Thi hvor- og naarsomhelst jeg Eders bliver.
I Eders Hænder, Ædle, har jeg lagt
Mit hele Selv; det samme Spor mig leder,
Saa længe Munkekutten er min Dragt.
Jeg siger, sværger: Hvad jeg gør for Eder,
Jeg aldrig gjorde for min egen Sag;
Foragt blot ej den ringe Munk, jeg beder.
Befal og brug mig efter frit Behag.