Hvor dybt til Jord end knuget er mit Hjærte,
Dog tænkte jeg, at mildt i Suk og Taarer
Udløses vilde al min dybe Smærte.
Da fyldes Skæbnen atter alle Aarer
Og Kildespring til min Taarers Flod,
Et nyt, ej mindre Tab mig inderst saarer,
Thi du er død; saa maa med sorgfuldt Mod
Min Mund og Pen beklage hver især —
Først Sønnen, nu du selv mig brat forlod.
Han var min Broder, du min Fader kær,
Ham elsked jeg, til dig mig Pligten bandt,
Ej ved jeg, hvilken Sorg os mest gaar nær.
Hans Træk i min Erindring lyser grant,
Dog dine dybt i Hjærtet mejslet staar,
Derfor min friske Lød i Kummer svandt.
En Trøst det er, du gammel var af Aar,
Hans Vandring her paa Jorden var saa kort,
En Oldings Død slaar ej saa svare Saar.
Vel sørger vi, dog mindre dybt og haardt
Det uafvendelige Slag maa svide,
Naar Vished jager tomme Ønsker bort.
Dog hvilken Søn maa ej i Sjælen lide,
Naar den er borte, som i Livets Færd
Veg næsten ingensinde fra hans Side?
En Smærte kendes mer og mindre svær
Alt efter Følelsen, som inderst ulmer.
Saa ved du, Herre, hvad sig rører her.
Om end Fornuften Sjælens Klage dulmer,
Den siden kun des mere voldsomt iler,
Saa over alle Bredder Strømmen svulmer.
Og uden dette Haab, hvori jeg hviler,
At den, som salig dør, i Himlens Havn
Ad denne Verdens Dødsangst roligt smiler,
End mere lydt jeg klagede mit Savn.
Men fast jeg tror, at den, som ret har levet,
Gaar til et bedre Sted i Dødens Favn.
Saa vidt har Køet med vor Aand det drevet:
Jo mere blindt den falske Røster lød,
Des mere er Døden den en Rædsel blevet.
Halvfemsindstyve Aar har Solen rød
Og straalende i Havets dyb sig sænket,
Før du fandt Hvile i Vorherres Skød.
Du, som ej mer i Smærtens Dal er lænket,
Beklag nu mig, som død nu leve faar
Det Liv, du mig ved Himlens Vilje skænked.
Fra Døden er du død, i himmelsk Vaar
Du kender ikke Dødsfrygt, ej Begær,
Jeg næsten her misunder dine Kaar.
Omskiftelse og Tid, som stedse her
Os uvis Lyst og sikker Kval bereder,
Ej kommer Eders høje Tærskel nær.
Ej nogen Sky i Mulm kan hylle Eder,
Afmaalte Timers Gang ej Eder binder,
Tilfælde, Tvang ej Eders Fodtrin leder.
Hos Eder ingen Nætter Lyset blinder,
Og Solens Glans forhøjes heller ej,
Selv naar hos os med stærkest Glans den skinner.
Din Død, du kære Fader, lærer mig
At dø, da alt jeg ser dig færdes fro
Der, hvor os Verden sjældent aabner Vej.
Død er det værste ej, som nogle tro,
For den, hvis sidste Dag paa Himlens Bud
Er just den første hist i Himlens Bo.
Dèr tror og venter, haaber jeg til Gud
At møde dig, naar Aandens Kræfter lader
Mit kolde Hjærte gaa fra Støvet ud.
Og dersom Baandet mellem Søn og Fader
I Himlen styrkes skal, som alle Dyder,
(Da er jeg tryg. Os intet mere skader,
I evig Salighed sig begge fryder.)