Johannes Dam (1866–1926)

Digte af Michel Agniolo Buonarroti (1912)

Indledning
Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar
O Herre, intet Ord som hint er sandt
Alverdens store Ophav skabte alt
Hvem kan saa modstandsløs mig mod dig drage
Lyksalig er den Krans af Blomster smaa
Til Giovanni af Pistoia
Af Kalke gør man Sværd og Hjælme her
Hvor skal jeg vinde Mod
O grumme, haarde, hjærteløse Sind
Langt mindre grufuld er den bratte Død
De tusend Raad forsøger jeg i Blinde
Dagen og Natten taler og siger
Jeg ser og hører det af mig, som bor
Naar Solens Straaler bort fra Jorden haster
Fly Elskov, I som elske, fly dens Brand
Saa sandt jeg aldrig, aldrig glemme kan
Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje
Mon virkelig jeg ser, o Amor, svar!
Fornuften klager og bebrejder mig
Her var det, hendes Skønheds Trylleri
Jeg skulde tro, at var af Sten du end
Dit Ansigts Sødme Honnings overgaar
Før nogen dræbe sig i Troen paa
Den, som om Natten rider, Nøder driver
Om mine Tanker blot som andres kunde
Naar i kysk, ophøjet Kærlighed
Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa
Ifald jeg havde troet, da først jeg saa
Maaske for ret at vorde Andre god
O ve mig Arme, ve, jeg er bedraget
Hvis Blikket aabner ind til Hjærtet Vej
Var Sjælens Glød i disse Øjne klare
Jeg har dig købt, skønt Gavens Pris var stor
Hvor dybt til Jord end knuget er mit Hjærte
Straks, da min Herres Brev mig kom i Hænde
Jeg ser i dine skønne Øjne to
Naturen forudsaa, at til saa haardt
Den Dag, mit Hjærte bort fra dig sig vender
Hvis Aanden lever først, som den jo gør
Mon det er Skaberlysets ædle Skær
Her sidder jeg som Marven i en Pind
Det største Maal, en Kunstner har sig stillet
Dig ser jeg kun tilfreds, naar jeg maa lide
Vel kan med Blikket jeg paa hver en Plet
Saa kaad og saa behændig er den lille
Giovanni Strozzi om Buonarrotis „Natten”
Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje
I Salige, som nu i Himlen faar
Fra Himlen kom han, og endnu i Live
Ved mange Aars Forsøg og Arbejd finder
Hvert Blik, du ødsel skænker
Ak sig mig, Amor, hvis saa hjærtensgod
Gør Hjærtets Lykke skønt et Ansigt gærne
Naar dine Øjne ler
Naar Slaven af sin Herre mellem Fanger
Alt, som fødes, Døden naar
Snart stævner paa de hvide Bølgers Flod
Med Muldyr, Sukkertop og Kærtens Pragt
Saa ny en Glæde, værd at agte paa!