Saa sandt jeg aldrig, aldrig glemme kan
De Øjne to og aldrig slippe vil
Det Haab, som blev mit Liv, min Lykkes Anker,
Saa tvinger baade Følelse, Forstand,
Naturen selv og Vanens Magt mig til
At dyrke dem, saa længe Hjærtet banker.
Kom jeg paa andre Tanker,
Jeg døde, thi ved dem blev Liv mig givet,
Og uden dem sig Livet
Kun usselt vilde lønne,
Min Gud, hvor er de skønne!
Den, som i dem ej lever, er ej fød
Endnu, og den, som kender
Dem ikke, tro mig, Venner,
Han er saa godt som i sin Fødsel død.
Hvem dette Blik i Glød
Ej tænder, lever ikke,
................................