Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje
I herlig ydre Pragt afspejlet staar
Og viser, hvad Natur og Himmel naar,
Hvor de alt andet Skabt vil overfløje —
Du skønne Aand, hvis legemlige Øje
Om Sjælens Dyb med ringe Løfter spaar,
At Elskov, Fromhed, Mildhed her formaar
Som aldrig før til Skønhed sig at føje!
I Elskovs Vold jeg er, af Skønhed bundet,
Fromhed og Mildhed mig med hulde Blikke
Forjætter, mig skal Naade vederfares —
Paa hvilken grusom Orden er det grundet,
Paa hvilken ubønhørlig Lov, at ikke
Saa skønt er Værk mod Undergang bevares?