Saa kaad og saa behændig er den lille,
At mens hun borer Dolken i mit Saar
Med Dødens Brod, skalkagtig hun forstaar
Ved Blikket mig i saligt Haab at hilde,
Saa Kampe aarle, silde
Imellem Død og Liv paa sælsom Maade
I Sjælens Dybder raade.
O hjærteløse Naade,
Som kun gør Pinen længere — ej mindre:
Thi Smærten svider mer, end Fryd kan lindre.