O ve mig Arme, ve, jeg er bedraget
Af Dagene som svandt, af Spejlets Glar,
Som taler sandt til hver, som i det ser.
Som mig, hvis svundne Liv ej kommer mer,
Og som til sidst mig ser af Alder slaget,
Saa gaar det den, der Tiden ødet har.
Jeg angrer ej, er ej til Rejsen klar,
Og søger Raad ej, skønt min Stund er inde.
Men som min egen Fjende
Til ingen Nytte græder jeg og klager,
Thi intet Tab som Tidens Tab dog nager.
O ve mig, ve! Naar jeg vil tage
Det Liv for Øje, som nu nedad gaar,
En Dag, som helt var min, jeg ser ej dèr.
Troløse Haab, forfængeligt Begær,
Suk, Elskovs Atrraa, Lidenskab og Klage
— jeg prøved alle dødelige Kaar —
Har knægtet mig, nu ser jeg og forstaar:
Fra Sandhed fjærn jeg stunder
Mod Faren og gaar under.
Saa ringe end min Rest af Liv er blevet,
Dog holdt jeg ud, om længere jeg leved.
Træt vandrer jeg, ak, ved ej selv, hvorhen —
Jeg før ej se, men Tiden som er jaget
Forbi, har vist det, skønt jeg Øjet lukked.
Nu, da min Sjæl af Alder er fortrukket,
Jeg ser min Tilstand og erkender den
I Døden, i min Sjæl, tilsammen taget.
Har jeg mig ej bedraget —
Gud give, det var saa —
Jeg evigt pines maa,
Fordi jeg sveg den Sandhed, jeg erkendte,
Med Vilje — Herre, hvad tør jeg vel vente?