Maaske for ret at vorde Andre god,
For ej i Lys af Næstens Fejl at finde
Sin egen Dyd for stor, blev fra sin Tinde
Min Sjæl stødt ned, som før højt hævet stod.
Ej nogen anden Fane gav mig Mod
Til Sejr, ja blot til sikkert Ly at vinde,
Og nu af Striden Tummel ingensinde
Jeg frelste mig, hvis mig din haand forlod.
O Kød, o Blod, o kors, o Dødsens Smærte!
Den Syndeskyld, der ved min Fødsel hæfter
Som ved min Faders, slet den naadigt ud!
Kun du er god! Dit grænseløse Hjærte
Maa i min Usselhed mig laane Kræfter —
Saa nær ved Døden og saa langt fra Gud!