Om mine Tanker blot som andres kunde
Paa evig Længsels Vinger opad stige,
Da vilde den, som Kærlighedsens Rige
Behersker, ogsaa mig sin Medynk unde.
Men da vor Sjæl ved Himlens Lov maa stunde
Mod Evighed, mens Kød for Død maa vige,
Dens høje Værd og Væsen ej saa lige
Sig lader af Fornuften gennemgrunde.
Ak ve mig da! Hvorledes forebringe
Det kyske Ønske, som i Sjælen bor
For den, som kun sig selv i andre ser?
For stedse maa jeg da mig lade tvinge
Bort fra min Herre, som paa Løgne tror.
Den lyver, som ej Sandhed hører mer.