Her var det, hendes Skønheds Trylleri
Mit Hjærte, ja mit Liv i Garnet spandt,
Her saligt Haab i hendes Blik jeg fandt,
Og næppe tændt var Haabet brat forbi.
Her bandt hun mig og gav mig atter fri,
Dybt ynkende mig selv, mens Taaren randt,
Ved denne Sten jeg stod, da hun forsvandt,
Mit Liv hun tog, fandt selv ej Fryd deri.