Jeg skulde tro, at var af Sten du end,
Min Elskovs Magt dog kunde dig befale,
Ret raskt endda, at il til mig hen.
Om du var død, jeg tvang dig til at tale.
Var du i Himlen, drog jeg dig igen
Ved Taarer, Bønner, Suk til Jordens Dale.
Nu ser jeg dig i Kødet iblandt os bo —
Hvad tør saa, trofast, elskende, jeg tro?
Dit Fodspor maa jeg følge uden Naade
Og angrer ej en Gang min Dristighed.
Du lader dig dog ej paa samme Maade
Som Kludedukken vride op og ned.
Og at en Dag, naar din Forstand maa raade,
Du gør mig lykkelig, fuldt vel jeg ved.
Thi kærlig Røgt kan Slangens Giftbrod døve,
Som Eddike kan gøre Tænder sløve.
Den vilde Kraft kan Ydmygheden binde,
Mod Kærlighed kan Grumhed ej bestaa,
Medlidenhed kan Haardhed overvinde,
Og Glæden kan hver Sorg af Marken slaa.
Saa ypperlig og straalende en Kvinde
Som du et ædelt Hjærte eje maa;
Thi aldrig saa’ man, at en kroget Klinge
Ind i en lige Skede lod sig tvinge.
Umuligt dog, at ej den mindste Glæde
Du føler ved min fuldtro Bejlerfærd,
Husk paa, ej allevegne er tilstede
Det Vennesind, som har saa sjældent Værd,
........................................
........................................
........................................
........................................
Gaar der en Dag, jeg faar dig ej at se,
Da har jeg ingen Fred, hvor jeg mig vender;
Ser jeg dig da, saa volder det mig Ve
Som altfor kraftig Kost, naar Fester ender.
........................................
........................................
Hvor godt, sin spændte Bug at lette turde,
Ja dobbelt Godt, jo mere ondt den gjorde.
Og aldrig gaar for mig en Dag til Ende,
Hvor ej mit Indre hende føler, ser,
Ej Ovn, ej Esse kan saa hæftigt brænde,
At jo mit Suk dem heder endnu mer.
Vil hun sig naadig blot imod mig vende,
Jeg gnistrer, som med Staal i Ild det sker.
Og vil hun høre mig, jeg japper paa,
Til af Beflippelse jeg gaar i Staa.
Saa snart hun blot det mindste Smil mig sender
Eller paa Gaden under mig et Nik,
Jeg futter af som Krudt, naar Lunten tænder
Kanonen an, i samme Øjeblik.
Hvis hun mig gør et Spørgsmaal, jeg det kender,
Som blev jeg hæs, og Stemmen rent slog klik.
Mit hede Ønskes Maal jeg maa forsage
Og skuffet, slagen trække mig tilbage.
Jeg føler Elskov bruse i mit Indre,
Som kunde jeg til Stjærner brinde Bud,
Men vil jeg se den frem i Lyset tindre,
Jeg ejer ingen Udgang af min Hud
Saa stor, at ej min Elskov synes mindre,
Og mindre skønt mit Væsen tar sig ud.
I Elskov blot at nævne Lykke bor,
Men den, der flyver højst, har færrest Ord.
Mit svundne Liv jeg ofte har for Øje,
Som det forløb, før dig saa kær jeg fik.
Da maatte alles Ringeagt jeg døje,
Unyttet bort hver Dagens Time gik.
Mest hued mig vel Rim til Rim at føje,
Eller at flygte langt fra Mængdens Blik —
Nu dadles, roses overalt min Færden,
At jeg er til, i hvert fald ved Alverden.
Igennem Øjets snævre Gang du fo’r
Vindruen lig, der i en Flaskes tomme
Og vide Rum bag Halsen gør sig stor.
Saaledes følte jeg dit Billed komme
Igennem Øjet ind, hvor nu det bor
Og spænder mig som Blæren, fyldt med Flomme.
Da ind du kom ad saa besværlig Vej,
Jeg frygter, ud igen du slipper ej.
Naar man med Luft skal fylde Boldens Skind,
Ventilen udefra sig aabne vil
Og lukke indefra ved samme Vind.
Dit Billed driver just det samme Spil.
Igennem Øjet det til Sjælen ind
Sig baner Vej og lukker atter til.
Og som af Haanden drevet Bolden springer,
Ramt af dit Blik mod Himlen jeg mig svinger.
For ringe er det for en herlig Kvinde
At elskes, prises af en enkelt Mand,
Da kunde hendes Ry jo dø med hende.
Derfor, trods al mit hede Hjertes Brand,
Sin Genstand naar min Hyldest ingensinde.
En Lam selv langsom Flugt ej følge kan.
Ej til en Enkelts Lyst vil Solen skinne,
Men for enhver, som ikke gaar i Blinde.
Ufattelig! Dit Blik har tændt i Brand
Mit Hjærte gennem mine Øjnes Kilde,
Som ej blot det, men Ild dog slukke kan.
Hvor haardt jeg staar imod, det gaar mig ilde.
Hvad hjælper saa, naar Ild faar Liv af Vand,
Imod den bitre Nød, jeg selv jo vilde,
Om ikke Ilden selv? O sære Gaade,
At Ild paa Ildens Hærgen Bod skal raade!