Dit Ansigts Sødme Honnings overgaar,
Det glinser, som om nys en Snegl mon skride
Derover, Roen ej slig Skønhed naar.
Som Pastinak er dine Tænder hvide,
Saa Paven selv maa fange Hjærtesaar.
Som Teriak er Øjnene de blide.
Mer lyst og blondt end Purren er dit Haar,
Dø maa jeg, hvis du Haanden af mig slaar.
De Billeder, hvis skønne Farver luer
I Kirken, mod din Skønhed kun er Vand,
Din Mund jeg som en yndig Rose skuer —
Som min, naar Bønner fylder den til Rand.
De kønrøg-sorte Bryn sig bedre buer
End Skyttens Bue hist i Syrerland,
Og dine travle Kæbers Lød er just
Som Valmublomster midt i nygjort Ost.
Ser jeg paa Brysterne, der som et Par
Meloner i en Sæk sig gir til Kende,
Da blusser jeg som Blaar i Lue klar.
Men har jeg klappet træt mig paa din Ende,
Jeg tænker: Var jeg den, jeg èn Gang var,
Jeg som en Anden Hund gad om dig rende.
At dømme efter, hvad jeg den Gang naaede,
Jeg her vist det Utrolige formaaede.