Dig ser jeg kun tilfreds, naar jeg maa lide,
Saa højt jeg elsker dig, at sligt mig glæder;
Du har ej Fred, undtagen naar jeg græder,
Og tog dig nær, hvis Døden mig befriede.
Naar Hjærtet er af Kvide
Saa fuldt, som helst du vil, hvor kan du nænne
Just, naar jeg bort skal fly,
At martre mig paa ny
Paa Mordervis og Døden fra mig vende?
Thi Dødens Stund er kort,
Din Grumhed derimod faar aldrig Ende.
Men den, som pines haardt,
Dog haaber, èn Gang Naade, Ret at kende.
Derfor i sin Elende
Sig Sjælende slaar til Taals og haaber paa,
Hvad aldrig den vil naa:
Thi Smærtens Løn ej her vi vente maa.