Var Sjælens Glød i disse Øjne klare
Saa stærk, som deres Skønheds Magt er stor,
Da var der ej den Ismark paa vor jord,
Som ikke for at brænde stod i Fare.
Men Himlen nænned ej at aabenbare
Den fulde Skønhedspragt, som i dig bor,
Derfor den naadigt dulgte os dens Spor
For os mod Livets Storme at bevare.
Derfor er Flammen ej din Skønhed lig:
Vi evner kun at elske, hvad vi kender,
Og hvad af himmelsk Glans vi fatter ret.
Mig, Herre, som er gammel, gaar det slig,
Naar ej for dig jeg nu til Døde brænder,
Er det, fordi jeg er som Brændsel slet.