Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Alle digte af Hans Vilhelm Riber på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.

A

Afskedstimen, Brödre! snart fremtræder

Alt hvad som Aande har love vor Gud

B

Bliv Lys! sagde Herren, og Mulmet adspredtes

Brödre op! drikker Viin!

Böiet over Postillen, ved Ovnens varmende Side

D

Da Tvedragt, blodbestænkt, udspredte Raserie

Den blide Vaar er kommen!

Den Mand, som Verdners vise Fader

Du Mand, som Himlen skiænkte Kraft og Mod

Du Naturens ægte Sön!

Du, som Himlen sendte mig imöde

E

Ei er det Digteren, som synger her

Ei för min Harpe löd for den Mægtige

Ei Kongers Smiil, som Avind saarer

Ei qvæde vi en Minde-Sang

En Brame listede sig ved sin Stav

Enhver, hvis Siel er stemt til jevne Glæder

Er Kierligheds den höie, blide Glæde

F

For Mennesket er ingen Ting saa hellig

Fra Arilds Tid har det været Skik

Fro jeg hilser og din Dag, Veninde!

Fuldendt er nu din store Daad

För Verdens Alt blev skabt

G

Gartneren den spæde Plante freder

Glad du löd det Bud, vor fælleds Fader

Græder, Adams Sönner! græder!

Guds Vink det öde Mulm fordrev

H

Held den, der söger ei sin Ære

Held den Mand, Gud gav en dydig Qvinde!

Held den Mand, som Guld og borget Hæder

Held den Mand, som Himlen gav et Hierte

Held ham, som Sielens Mulm adspreder

Herlig lönner du din varme Dyrker

Hver ærlig Dansk med henrykt Siel

Hvo er den frie Mand?

Hvo som nys har besögt vor Præst i Gröndal, han kjender

I

I Dag alt fiorten Aar! min kiere Datter!

I dag vor Røst er Jubellyd

I! hvis Hierter nöd den blide Glæde

Iil, o Ven! fra Stadens skumle Mure

Ikke for at kildre blot vort Öre

I, som attraae Danneqvindens Hæder

I Vester-Gothlands Favn ved Væners klare Vig

I Viisdoms stille Sæde

J

Ja Daarlighed har mange, mange Biælder

Ja Moder! stedse skal dit Navn

Jeg synger om Boraas, og til den Heltes Ære

Jeg var i min Uskyldighed

L

Lad Kampens Helt, i Vaabens Larm

M

Mange bittre Taarer

Med Friheds Aand vi samles her

Med Fryd, som egner Tænkeren

Med glade, höie Jubeltoner

N

Naar skal den Bröndcuur Ende faae

Naar Vid og Dyd og Venskab binde

O

O den skiönne, skiönne Mai!

O Held os! paa Blaagaard vi leve saa froe

O hör af mig, Belinde! Vennens Raad

O Natur! du var vor Glæde

O Præstemand! Gud signe dig!

O Venskab! du, hvis hulde Aand

P

Pindsen bli’r klar. Der er ingen Rand om Maanen, der funkler

Paa Stadens store Torv man allerede skuer

R

Roselig straaler paa Vindnet Majdags fremblussende Morgen

S

Saurin, en af de ældste, gode Hyrder

See kun det hvide Spektakel, som rasler henne i Busken!

Selv i Barndoms Aar, da Naturen tændte

Skaber! Styrer! Herre! Fader!

Som Barnets Hierte glæder sig

Som fordum i den folkerige Stad

Som Mænd og Brödre vi samles her

Södt i Dödens fredelige Slummer

T

Til Viindruens Priis

U

Under det tætte Skiul af to bredbladede Linde

V

Varig Fryd blev ei vort Lod i Livet

Venskab! henrykt hörer jeg din Stemme

Venskab! ja dig sendte Godheds Fader

Venskab! Venskab! Himlens skiönne Datter

Vi bringe dig med Sang og Dands

Vor Claudius du elsker