Sang
paa et Livbaand til en Veninde.
paa et Livbaand til en Veninde.
Varig Fryd blev ei vort Lod i Livet,
Sundhed, Rigdom, Hæder, alt forgaaer.
Dog — har Himlen os ei Venskab givet
Til at lindre vore tunge Kaar?
Ved dens Haand vi trygt kan Veien finde
Giennem Sorgens fæle, skumle Nat;
Hvem Alfader gav en huld Veninde,
Gav han meer end Indiernes Skat.
Ei ved bitter Dadel hun ham saarer;
Hun ei qvæler ham med iiskold Tröst;
Ved hans Nöd hun fælder Hiertets Taarer;
Deler barnlig glad hans mindste Lyst.
Strax enhver, som kiender Dem, vil finde,
At jeg Dem, skiönt svagt, har skildret her;
Dem maa Baandet sige det, Veninde!
Kiender vel beskeden Dyd sit Værd?