Insanientis dum sapientiæ
Consultus erro nunc retrorsum
Vela dare; atque iterare cursus
Cogor relictos — —
Hor.
Som fordum i den folkerige Stad
Diogenes ved Solens klare Skin
Med Lygten i sin Haand löb rundt omkring
Og sögte Mennesker, og fandt dem ei,
Saa löb Jean Jaques omkring med skarpe Blik
Og heede Sieletörst; höit slog hans Hierte
Som Yngling og som Mand, ja end som Olding
Han sögte Viisdom; ikke fandt han den
I golde Lærdoms Tant; Nei Skolestöv
Var i hans Tanker — Stöv; det Viisdoms Marked,
Hvor Daarskabs Bielde lyder overalt,
Hvor Lærestolen for umyndig Flok
Sin Panacee med Pralen byder fal,
Og hvor Gudindens Billed bryster sig
I Narre Kappen; dette var for ham
Hvad tomme Bæger er for den, som vandrer
I Örken, under hede Middags-Straaler:
Og törstig stunder hen til Dalens Kilde.
Vel den, som Kilden fandt, og kölig Skygge.
Den Skygge er ei Dröm; ei heller Kilden,
Den flöd til alle Tider overalt,
Nu smal, nu bred, her muddret, hisset klar,
Af Himlen næres den, og af Naturens
Det dybe Skiöd, som lönlig nærer alt;
Og hvor den flyder, nærer den og styrker
Den Drikkende med uformindsket Kraft.
Men ak! kun faa har hidtil fundet den.
Utidig Videlyst forgieves graver,
Om den end stikker Spaden nok saa dybt
Ei vælder klare Vand fra Grunden frem.
Dog, naar den graver op et fugtigt Mudder,
I hvilket Himlen aldrig speiler sig;
Strax raaber den af Fryd, og kalder hid
Forsmægtet Vandrer; denne lokkes tit
Af Dovenskab, og tit af Uforstand.
Af Muddret öser han, og nu han troer,
At Kilden er en digtet Ting som den
Der qvæger Skygger i Elysium.
O Eensomhed! i dine Dale flyder
Den Vises Qvægelse; hvo styrker mig
Til dig at taale — aldrig var jeg glad
Ved Læresalens lærde, tomme Tant,
Ved löse Slutningers den höie Bygning.
Medynksom og forundret saae jeg tit
Pedanter paa Forhöininger at staae.
Om disse trængte sig en Sværm af Ungdom,
Der med Opmærksomheds den aabne Mund,
Sig teede som den nögne Fugl i Reden;
Der blind og pibende, med udstrakt Hals,
Gridsk snapper efter hule Pennefiær,
Hvormed skalkagtig Dreng, som rev den bort
Fra kierlig Moders Pleie, mader den.
Maaskee jeg og i Blinde havde snappet,
Mild havde vugget og opfostret mig,
Oplyst mit Öie, fört mig under Træer,
Som stedse aande liflig Duft og Kölhed,
Paa Blomster og paa gyldne Frugter rige.
Nu sögte jeg ei paa Logikens Torne
De Roser som min Plato skiænkte mig.
Din Sölvlyd hörde jeg, o skiönne Kilde! —
Dog længe holdt min Svaghed mig fra dig,
Og som et Barn omdriver flygtig Top,
Saa drev og Daarskab længe mig omkring;
Og som et Barn, der fölger broget Drage,
Som svæver höit ved lange Traad i Luften
Af Vinden tumlet om; saa blev og jeg
Henrevet af et broget Hiernespind.
Og nu? — Skolastiker og Paven fik
Ufeilbarhed til Deel — dog stunder jeg
Som Hiorten der er jaget mat, til dig,
O Kilde! til din Dal, o Eensomhed!
I dine Skygger modtog du din Numa,
Den Ædle, som med Taarer dig forlod,
Og paa den Throne, som han gav dens Værd,
Med Længsel mindedes de stille Lunde,
Hvor Viisdom, dannet som Egeria,
Med Nektar fordum qvægede hans Aand.
I Soelglands du, o Viisdom! straalede
For Guds Prophet ei som en vældig Storm,
Ei, som naar Jorden skiælver, spruder Ild;
Nei i en sagte Susen gik du blidt
Forbi ham, ved den stille Klipperift
Langt borte fra den Stöi, som os forvilder.
Og da Guds Viisdom selv til Jorden kom,
Den ofte sögte til de stille Örkner,
Og dem indviede til Paradiser.
Og Sielens Liv i dig, o Eensomhed!
De höie Oldtids stærke Sönner nöde;
De Ædle samled’ i din Skygge Viisdom.
Dig spotter den moderne Moralist,
Der förer Bygning op af Pligt og Ret;
Som Steen paa Steen er Slutning lagt paa Slutning,
Ret trofast, om kun ei den löse Grund
Vil glide ud, naar Lidenskabers Ström
Höit brusende slaaer op mod sandig Bred.