Ut mihi sæpe
bilem, sæpe jocum vestri movere tumultus.
Hor.
Saurin, en af de ældste, gode Hyrder
For Herrens Hiord; som ei var Leiesvend,
Ei en af dem, hvis Daad er Bugens Fylde,
Han, fra hvis Læber Sinas Torden löd,
Men og den milde Dug neddryppede,
Han klagede, at selv den fromme Præst
Ei altid strængt forkyndte rene Sandhed,
Om han, saa var hans Ord, om han end ei
Af slavisk Frygt og Egennytte bindes,
Han bindes tit af Hiertets Fölelse,
Naar end hans Öie skuer alt den Afgrund,
Som vidt har aabnet sig for at opsluge
Den arme Döende der Ormen liig
Beængstet vrider sig paa Lægens Krog,
Og Skrækken ved hans Ord blev syvfold större,
Saa seer han her en Faders stumme Sorg,
En Broders Öie stirrende mod Jorden,
En Moders Hændevrid, en Ægtefælle
Afmægtig daanet hen; — hans Læber bindes
Og aabner han dem skiælvende, da flyder
En ufrivillig Tröst ud af hans Mund.
Naar Synderen med Dödens Angst i Öiet
Tilsidst den matte höire Haand ham rækker.
Sligt ogsaa hændes kan den ædle Digter,
Naar en ærgierrig ung Person, der stönner
Paa Toppen af den Höi, han tog for Pindus
Med en Qvaksalvers Lunger tordner ud
En svulstig Ode af den hele Strube
Og stundom flæber matte Elegier.
Vel blier han kold, saavel naar denne raser,
Som da, naar Stymperen sin Siel udgyder
I Fölelser, der strömme ned som Tagdryp;
Han bliver föleslös som den Ismene,
Der er den lille Digters Hiernespind,
Endskiönt hans Ak! i snublend’ Hexameter,
Og i det hinkende Pentam’ter lyder;
Urokket staaer han for den lille Digter,
Som den Tyran, han i sin Iver stöder
Fra Thronen ned, hans Odes Uveir trodser
Dog, om end ei den lange Sang ham rörer,
Han föler, Dödens Gysen griber Skialden
I det Forglemmelsen ham lönlig skrækker.
Han ynkes over Sveden paa hans Pande,
Hans Lemmers Zittren og hans Læbers Stammen.
Og over Feberheden, og den Angest
Hvormed han tungt arbeider sig igiennem.
Han ogsaa veed desværre, at forgieves
Han kun advarer ham, om han endnu
Blev overtydet, pröved han dog atter
At öse med sit Sold af Musers Kilde,
Sin Steen at vælte op til Pindi Spidse.
Naar han da ikke vil advare ham,
Og ei maae tie, roser han af Angest;
Saa har jeg ofte (o tilgiv mig, Sandhed!
At jeg af Angest har fornærmet dig!)
Paa eengang roest og gabet. Dette Blad
Min Afbigt er, et Vidne om min Svaghed,
Og vredes dog de strænge Muser paa mig,
Maae deres Vens Exempel dem forsone.
Til Lessing kom engang en ung Person,
Og læste ham i Sövn. „Jeg mærker nok,
De gabe; — kun eet Digt endnu! — og var
De end saa hypocondrisk som vore Gellert,
De skulle döe af Latter!” — „Læs De kun!”
Saa svarte Lessing, gabede og sov.
Den anden fandt imens en Elegie.
„Den maae jeg læse först; den rörde alle,
Endog vor Borgemester.” Mens han læste
Vor Lessing vaagnede, loe ganske höit:
„Ha! ha! ha! haj ha! ha! Jeg maae tilstaae
Det er ret pudsigt. Bravo, bravo, Ven!”
Vor Skiald blev röd og bleeg; — „Nei det var ikke
Det Comiske; — jeg læste Elegien.”
„Hvad, Elegien! — Ih; jeg tröer, De spöger!”
Saa raabte Lessing; men bliv De kun ved;
Nu gabed’ han og sov. Rask læste hiin,
Og læste vist endnu, om Döden kierlig
Ei havde reddet Lessing; thi end ikke
Ved Nysekrud fordrives denne Galskab.