Til min Ven
Til min Ven
I. C. Seehusen
den 25 April 1789.
den 25 April 1789.
Vor Claudius du elsker,
Og Claudius du ligner,
O Ven! kan da mit Hierte
Dig önske noget Bedre
End Claudius’s Lykke
Som Ægtemand og Fader!
Og Held mig, jeg med Vished
Kan forudspaae din Lykke;
Thi hver den Mand, som hylder
Natur og Dyd og Venskab,
Som glad og sorgfri nyder
Det Lidet, Himlen gav ham,
O! han har Fryd i Hiertet —
Det er dens rette Sæde!
Og skiönt min ringe Stræben,
For Publikum at tiene,
Kun sielden mig vil unde
Det Held at see din Glæde,
Jeg den dog ærlig deler.
Min Siel skal ofte ile
Fra Hovedstadens Daarskabj
Hvor alt er stort og prægtigt
Og stivt og flaut og kiedsomt,
Ud til det jævne Glostrup,
Jeg hörer, og jeg seer dig
Og giöre mörke Taler,
Og synge Steiles Vise
Og Claudius’s> Viser,
Og spille lidt paa Harpe,
Imens din Hustru sysler
I Kökkenet og Stuen,
Snart seer jeg begge ile
Til giestfri Venskabs Tempel;
Til Præstegaardens Glæder;
Men tit jeg seer dig ene
I Sommernattens Stilhed,
Naar Maanen lyser for dig;
Og klare Stierner tindre.
Da veed jeg, at du tænker
Paa din og deres Skaber,
Som med en Faders Viisdom
Og med en Faders Godhed
Bestyrer vore Skiebner
Til Held for os og Verden,
At du ham sönlig takker
For Lykke og for Vanheld
Og at din Siel oplives
Af Mod og Haab og Tillid.
O Ven! naar Himlen lönner
Din Dyd med Faderglæde,
Jeg atter seer dig henrykt
Med dine Smaae at spöge,
Som Claudius med sine;
Jeg hörer, du dem lærer
At elske Gud og Dyden,
Og dig og deres Moder,
Og alle deres Brödre
I alle Verdens Dele;
Og fro jeg seer dem blive
Dit Haab, din Tröst, din Glæde.
Naar nu min Aand er opfyldt
Med lyse, store Tanker
Om alt det Held, du nyder,
Da skal jeg frydfuld ile
Til vore fælles Venner,
Og vi skal længe tale
Om dig og om din Lykke;
Og vore rörte Hierter
Skal prise Verdners Styrer,
Som ogsaa her i Livet,
Den Gode herlig lönner;