Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Ei er det Digteren, som synger her

Om Hymens Haand, der sammenknytter

Den Krands, som Amor og Chariterne dig fletted’.

Det er din Ven, din gamle Ven, hvis Hierte

Med Broderveemod for har deelt din Sorg,

Som nu med henrykt Siel din Glæde deler.

Ja Ven! at Fromhed, Ynde, Vid

Og Nöisomhed, og mandig Sielekraft,

Og ærlig Gavnelyst og Vennehuldskab

Er meer end begge Indiernes Skatte,

Giör indbildt Jammerdal til Paradis

Og virker varigt Held for sene Slægter,

Det seer den Tænkende, og glæder sig

Som Statens Borger og som Menneske;

Men at en Ven og en Veninde er

Blandt deres Tal, som Himlen blidt forundte

At nyde og at skabe dette Held;

O det er Fryd, som Vennesiel kun fatter!

Du föler, Zuschlag! at mit Ord er Sandhed,

Naar jeg, med hellig Broderfryd, dig vidner,

At til min sidste Stund jeg signer Dagen,

Da Gud dig gav din Engel, din Lovise!