Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Held den Mand, som Himlen gav et Hierte

    Varmt for Viisdom, Dyd og Fædreland!

Ömt for Venskabs, Elskovs Fryd og Smerte!

    Hvo er stor og lykkelig som han?

Ham Alfader gav sit Præg. — Hvo kunde

    Skiænke ham saa skiön en Hæders-Krands?

Kan han, fölende sit Værd, misunde

    Spraglet Orm, som Mörket laaner Glands?

Tanken om hans store Kald ham hæver

    Over Guldets gridske Trælle-Flok.

Kun sin Tarv af gavnet Stat han kræver,

    Og med Sielefred er Lidt ham nok.

Ynksom seer han Heltens Seiers-Minde,

    Bygget stolt paa slagne Brödres Liig;

Dydens Ven sig selv vil overvinde,

    Og ved Seirens Lön han fryder sig.

Avinds, Fordoms, Letsinds Stemme förer

    Ham end ei et Skridt fra Pligt og Ret.

Fædrelandets Röst han ene hörer,

    Og sin sidste Kraft han offrer det.

I sin valgte Vennekreds han styrker

    Sig ved ædel Fryd til mandig Daad;

Mismods Taage ei hans Siel formörker;

    Flux den spredes her ved Trost og Raad.

Og naar Himlen skiænker ham en Mage,

    Ham i Livet og i Döden huld,

Han i huslig Kreds en Fryd skal smage,

    Ei tilfals for Indiernes Muld,

Ædle! see din Lod, og föl din Lykke!

    Gerners Yndling! — alle Godes Ven!

Og Elisas Mand! — o föl din Lykke!

    Længe, længe, længe nyd du den!