Da Tvedragt, blodbestænkt, udspredte Raserie
Blant Jordens förste Börn, saa skröbelig’ som vi;
Da sögtes Seiren kun ved Mængde, Jern og Styrke.
En meer opklaret Tid, meer vant at Kunster dyrke,
Maaskee og mindre grum, for Krigen Regler skrev,
Og Snildhed, vaabenklædt, fra Mængden Seiren rev.
Da saae man Helte först, da saaes en ringe Skare,
Mod hele Hæres Vold sit Fosterland forsvare,
Een sögte Skiul af Bierg, een Flugt, hvor der var Slet;
Al Kraft fordobles naar den bliver anvendt ret.
Den tappre Edboms Mod og Vid i denne Fare,
Ham raader i Phalang at stille op sin Skare,
Den Ordning stod ham an, thi han i Böger fandt,
At Alexander just ved den tit Seier vandt.
Boraaser! raabte han, nu er her Sted at vise
Den Stridbarhed, som I hos Jer er vant at prise.
Og Himlen være Lov! naar jeg Geværet seer,
Jeg Seiren haabe kan, skiöndt intet Blodbad skeer.
Vor Magt forenes da! naar I i Felten stride,
Betænker Seirens Lön, og Nattens glade Tider,
Da aabnes skal for Jer mit Ölfad og mit Huus.
Hvem vil ei tage mod en Mundask for en Ruus?
Men gyder over mig Jer Styrke og Jer Aande,
I gamle Hædersmænd som gik Boraas til Haande,
Sad först i Gildelav og glæded’ dette Land
Med Velstands fyldte Horn i Fredens trygge Stand.
Til anden Hæder vil nu Skiebnen mig bevare,
Hvad I forhvervede skal Edboms Arm forsvare;
Den Ære bliver min, at jeg först blodbestænkt,
Min Födebye Boraas har förste Seier skienkt
Saasnart han havde talt; han frem i Striden bryder;
Saa hastig som en Ström fra Biergets Rödder flyder,
Saa hastig som en Skye af Veiret drives fort,
Saa hastig, af sit Mod optændt, han iler bort.
Med sened Kiempearm han Pryglens Sving nedböier.
Beviis, at ogsaa Træ vor Heltes Priis ophöier.
Her tumler en omkuld, en anden svingler der,
Blaatslaget mindste Tegn paa Heltens Styrke er.
Hans Folk i Hobetal den raske Hövding fölge.
Strax glide Skyer frem og Himlens Fæstning dölge:
Da Solen selv forbaust ved slig Begyndelse,
For dette fæle Syn sit Ansigt skiulede.
Saa tæt og stærk som Hagl af brustne Skyer falder,
Saa tæt og stærk om Bryst og Axler Pryglen skralder.
Et grumt ynkværdigt Skrig höit op til Himlen naaer,
Og Jorden skiules med afrevne Skiæg og Haar.
I gyldne Vaaben Mars sig paa en Skye nedsænker,
Og Kraft og Dristighed til Hofmans Sværme skiænker.
Hvor Striden hedest er staaer Helten fra Boraas,
Hvis Kiækheds tætte Spor paa begge Sider saaes.
Han bær en knortet Prygl i sine raske Hænder,
Og Faren fölger med; hvorhen sig Helten vender,
Han kiendes fra sit Folk ei paa den Kiol han bær,
Ei af en stolt Paryk, som paa hans Hoved er,
Men af de stærke Slag, hans tykke Primstar giver,
Og af hans Öines Ild, og af hans varme Iver.
Saa kiendes Jupiter iblandt sin Gudehær,
Af Aasyns Majestæt, og Straalen, som han bær.
Den stærke Sandalin bedækker Heltens Side,
Dernæst Claus Snudergreen og Johan Lindorm stride,
Den axeldröie Brink og Raadmand Erik Blom,
Skomager Michel Ring og Lehnsmand Meyenbom.
Derefter bryde frem saa mange raske Knöse,
Her möder Hofman selv sin Harme at udöse.
Ham fölge John i Hult og Foged Erik Ploc,
Som ene paa engang tolv stærke Degne slog.
Den stive Anders Stanc maae förste Anfald döie:
En Ring af Mörkeblaat var vriet om hans Öie.
Men hvem var mere grum paa denne bistre Dag,
Hvis Mod var mere stolt, hvis Arm gav större Slag,
End Olf fra Sunnantorp, som aldrig fandt sin Lige
I Skara’s Eehn, som jo i Höiden maatte vige.
Hvad Eegen er blandt Træer, det Olf blant Kiemper var,
Og i en Jættevæxt han Jætters Styrke bar.
I Ætna’s Hvelvinger, hvor Ild og Storme brage,
Ei blant Cycloper er i Kraft og Væxt hans Mage.
Af en nedfældet Biörn det lodne Rov han bar,
Hans Prygl af indsiöbt Blye heel tung og vægtig var.
Med tætte Kiæmpeslag han grumt omkring sig svinger,
Og Edboms hele Hær han snart paa Flugten tvinger.
Ved dennes Side streed en Jan fra Hagelbæk,
Som Vaarens Guder smuk, som Krigens Guddom kiæk.
Ei nok for ham sin Roes af Qvindeskiönhed söge,
Ulykkelige Jan, dig til Boraas hendrog
Dit alt for tappre Mod i dette Vaabentog.
Jan Hök og Skrædder Berg de tumle for hans Hænder,
Han frisk mod Sandalin sin dröie Primstav vender:
Den stærke Sandalin han midt paa Skallen slaaer,
Men Panden var saa stærk, at Pryglen söndergaaer.
Strax denne Raadmands Bryst en dobbelt Ild antænder,
Den vaabenlose Jan han ind paa Livet render,
Sin Arm han vikler ind udi hans lyse Haar.
Som naar en hæftig Ild af Vinden Kræfter faaer,
Og mod en lövrig Skov sin grumme Styrke vender,
Den raser hid og did og alle Stammer tænder;
Her knager i sit Fald den himmelhöie Eeg,
Og hist mod Himlens Top den stolte Lue steeg,
I sorte Hvirvler fort med Aske Rögen blandet.
Den tykke Skovs Ruin forkynder hele Landet.
De bange Nympher flye, da Ilden splittet har
De mörke Grotter, som nys deres Vellyst var.
Af Dödens Bleghed skiult sig Jan i Sandet vrier.
Olf, ved saa ynksomt Syn dit haarde Hierte svier!
En Siæl utæmt, og grum dog föleslös ei er,
Skiönt den af Lyst til Hævn ei andres Skade seer.
Til Kamp at fordre ud sin Fiende han ei nöler.
Tre Gange: Sandalin! hans hæse Strube bröler.
Spring; tappre Raadmand, spring — men ach sin Skiebnes Lod
Kan ingen, ingen flye, langt mindre staae imod.
Tilsidst han moder Olf, og ei ved Modet bæver:
Strax Hævnens blege Geist omkring sit Offer svæver.
Du Grumme! raabte Olf, som misbrugt har din Magt,
Og over sligt et Barn en ussel Seir indlagt,
Om end din Arm af Staal, din Prygl al Kobber vare,
Om du med Tyrkemod trygt leer af Nöd og Fare,
Skal du ei flye din Straf. Og viid til dobbelt Harm,
En Raadmand knuses skal ved Bondedrengens Arm.
Men stride blot med Ord var aldrig for min Vane,
Nei, Jan skal faae sin Hævn; og du skal faae din Bane.
Nu havde Sandalin hört sin Ligprædiken,
Thi denne Kiempe var til Hevnen ikke seen:
Tre Gange han sin Arm i lange Bugter svinger,
För han vor Sandalin sit Banesaar tilbringer.
Et saadant Tordenslag han denne Raadmand gav,
At let en vældig Muur var ramlet ned deraf.
Ved deres Raadmands Fald Boraaser heftig skraalte:
Han tumler for et Slag, som tive Dramme taalte!
Den grumme Jovis Blink, som Luften giennemskiær,
Ei mere hastigt slaaer, ei mere frygtet er,
End Olf var med sin Prygl.
Men nu, o Skaldemöe! du maae min Geist oplive,
Da jeg med större Fynd bör större Kamp beskrive.
För du min Tænkekraft blandt Slag og Luer fort,
Viis Edboms Tapperhed og syng hvad han har giort.
Vor Hofman sine Folk, som ei for Faren gruer,
Nu atter förer frem, dem muntrer, beder, truer,
Hans Væxt, hans Arm, hans Slag, hans stærke Kiemperöst
Indgyder Skræk og Mod i Vens og Uvens Bryst.
Da Edbom möder selv. Had, Vrede, Lyst at vinde,
Mistvivl og Harm og Hævn nu alles Sind forblinde.
Den hele vide Mark indhylles i en Damp,
Her smelder Edboms Prygl, hist Hofman er i Kamp.
En dristig Kiæmpehær om begge to sig skokker,
Her Klædes-Kioler sig med Vadmels sammenflokker.
Her seer man Böndernes, der Borgernes Geled;
De slaae, de trænge frem, og falde, begge ned.
Som voldsom Ström med Fart sin Dæmning sönderbryder,
I Skum sig styrter frem og alt af Veien rydder,
Huus, Hiorder, Træe og alt, som foran Svælget er,
Udi sit salte Skiöd den vrede Bölge bær.
Saa farer Edbom frem, ei Slag af Prygle, Næver,
Ei Trængsel, Brag og Skrig giör at hans Hierte bæver,
Igiennem Hundrede han liig Orkanen gaaer,
En Kiempe falder om ved hvert et Slag han slaaer.
Carl, Anders Eriksen, og Claus og Niels fra Valde,
Og Torkild Torbiörnsen for Edboms Prygl maae falde.
Liig Tordnen foer den frem, hvert Slag et Lynet er,
Som Angest spreder ud i hele Hofmans Hær.
Forgieves Vestergylnde stive Karle sendte,
Som Hofmans Skare hialp, af Kraft og Mod bekiendte,
Hans vældig Haand dem alt har i Uorden bragt,
Da Hofman möder selv, og bier uforsagt.
En ædel Vredes Ild i Edboms Öine brænder,
Hans Prygl giör aaben Vei: saasnart han Hofman kiender,
Han svinger alt det Slag med seened Kiempearm,
Som Hofman tugte skal og ende denne Larm;
Da Mars en hastig Hielp i Kampens Fare rækker,
Og med sit brede Skiold sin Yndlings Bryst bedækker:
Imod det blanke Staal den tunge Knortkiep slaaer,
Og med et hæftigt Brag i hundred’ Stykker gaaer.
Nu pröves Heltens Mod i en fordobblet Fare,
Og Edbom sluttes ind iblandt en fiendtlig Skare.
Han rask, men vaabenlös blant bistre Kiemper staaer,
En Storm af Prygle rundt omkring hans Isse gaaer,
Som Skovens Konge, naar ham Jægernæt omringer,
Og hundred’ Fiender seer, som Spydet mod ham svinger,
Dog ei af Bæven veed; foragter Haab om Flugt,
Gaaer stolt, og frygtes dog, skiönt han er indelukt,
Strax bæver Jordens Grund: et Skin i Luften blinker,
Indsvöbt i Skyers Pragt, en Guddom bisset vinker.
Minerva, det var dig som Vinden lydig bar!
Du omgav Edboms Bryst med Klarhed og Forsvar.
En stærk og knuddret Prygl Gudindens Haand omspænder,
Og giennem tykke Skye hun Ægis Skiold nedsender,
Hvis grumme Glands at see ei Dödelig formaaer:
Her truer Furien med slangeslynget Haar.
Frygt, Skræk, Fortvivlelse om Skioldets Hvælving svæve.
Ved dette Gudersyn de vrede Stridsmænd bæve:
En ukiendt Gysen dybt dem ind i Sielen foer,
De faldt til Jorden ned, og æred’ hendes Spor.
Tag dette Vaaben, som en Guddom til dig sender,
Bliv altid du min Ven, dit Mod, din Dyd jeg kiender.
Det var Gudindens Ord. Hvad var vel mere værd,
End denne stærke Prygl, meer farlig end et Sværd!
I, som mod Ret og Lov og Edbom turde stride,
Seer Vaaben i hans Haand, seer Guder ved hans Side!
Minerva i et Skin den lave Jord forlod,
Og giennem klare Luft en straalet Lue stod.
Strax reiser Edbom sig, og op mod Himlen skuer:
Gudinde! raaber han, din Skienk min Fiende truer.
Din Priis udbredes skal i alle Verdens Land,
Af dem jeg fælder, jeg dig offrer hver en Mand.
Herved nyt Heltemod ham ind i Hoben bringer,
Han puster Striden op, og modig Pryglen svinger,
Saa langt dens Sving kan naae skeer Ödelæggelse,
Alt viger for hans Arm forskrækket, bævende;
Som naar en hungrig Biörn udi sin glubske Iver
Blant Hiorden bryder ind, nedlægger og fordriver.