Paa Stadens store Torv man allerede skuer
Stridsfanen vaie, som bebuder Krigens Luer;
Den spændte Trommes Larm et uvant Bulder giör,
Som minder Folket om at det ei nöle tör.
De gamle Raadmænd gaae alt vaabenklædt paa Gaden,
De glemme deres Aar. og tænke kun paa Staden:
Og al den raske Hob som kiendes af sit Mod,
Som Ungdom Kræfter gav, og mere hidsigt Blod,
Forsamlet i en Hast, blot synes at begiære
At slaaes for Stadens Vel og döe for Edboms Ære.
Men Fredens Kappe alt vor Helt afkastet har,
Hans höie Hat, hans Prygl et Tegn til Striden var.
En haarrig hvid Paryk hans brede Pande smykker,
Som Edboms Værdighed i hver en Lok udtrykker.
Et kunstigt Bukkeuld om Issen hvælver sig,
Og svöber ind et Vid, som styrer Fred og Krig.
Ifört sin Farfars Kioel, af stuvet mörkblaat Klæde,
Aar Syttenhundred’ giort, da han fik Raadmands Sæde;
Han ved sin stærke Lend en gammel Kaarde har,
Tre Tommer Klingen bred, tre Bögler Fæstet har;
Skiönt rustet, saa man den ei kan af Skeden slide.
Den Krigens Tegn dog er og pryder Heltens Side.
Hans Kone, smuk og ung, som nys et helligt Baand
Til Heltens Skiebne bandt, seer hans bevæbnet Haand.
Hun iler om hans Hals, den kiærlige Veninde,
Og over hans Paryk de ömme Taare rinde.
Du grumme, raabte hun, hvad kan dog drive dig,
At glemme saa Boraas, din Elskovs Ild og mig.
Ach! lad af Ærelyst dit Sind ei reent forblindes,
En större Standsperson end du jo her ei findes:
Du neppe paa vort Torv en myndig Fod har sat,
Saa krummes hver en Ryg, saa löftes hver en Hat.
Om du nu seirende en Hofmans Hær nedtræder,
Blir du ei större Mand, ei nyder större Hæder.
Ach en Anförer vælg, vov ei dit Liv i Krig.
Din Stand, din Frue kan jo nok undskylde dig.
Niels Grovsmed — kan ei han fra Faren dig udfrie,
Hans Ryg var aldrig vandt ved Stokkeprygl at svie.
Han er en övet Karl i Slagsmaal og i Ruus,
Han Börn og Kone slaaer, og dundrer i sit Huus.
Med Löveröst han tit om hans Bedrifter skryder:
Giv ham Anförers Navn, han dem vist Spidsen byder.
Men ach! hvi tier du? — min Sorg du föler ei,
Du slipper ei din Prygl, dit Aasyn svarer nei.
Velan — om Skiebnen da mig byder dig at miste,
Saa skal den samme Stund og blive mig den sidste.
I hendes ömme Favn hun Edbom sluttede,
Og hendes Taarer bad, da hun forstummede.
Nu martres Heltens Bryst; to Plager det beklemme,
Det röres af sin Pligt og af sin Elskovs Stemme.
De Dage blive ham til dobbelt Græmmelse,
Da han blev gift, og da han kom til Embede.
Af idel Grublen mat, han sank som i en Dvale,
Men Ære seirer: han begynder saa at tale:
Din Elskov i mit Bryst saa dybt rodfæstet er,
At næst Boraas, jeg dig af alle meest bar kier:
Men naar med Haand og Sværd jeg kan dens Ret befæste,
Hvad gielder enkelt Vel mod hele Stadens Bedste?
Din Röst med Ærens Röst bör heller blande sig:
Ach! giör mig værdig til mit Embed, Stad og dig.
Troe aldrig, man Niels Smed i Spidsen kan postere,
Ei Smedde födte er, at Raadmænd commandere,
Blandt sine bange Börn han vist har meer Gehör;
Men iblandt Raadmænd sig at skikke som man bör,
Det kræver mere Vid — men Trommen atter skralder,
Som mig ud fra din Favn til Strid og Seier kalder.
Fat Mod, miströst kun ei! — et hældigt Tegn det er,
Naar for sit Födeland man Forsvars Vaaben bær.
Farvel — hun daaner hen, og Dagens Straaler svækkes
For hendes matte Syn, som med et Mulm bedækkes;
Mod hans beklemte Bryst med Suk hun helder sig;
Han græder vel, men er, som Helt, uböielig.
Saa kan vel Stormens Magt fra Eegen Lövet röve,
Men Stammen rodfast staaer, den kan den ikke klöve.
Fra dette Ömheds Tegn unddrager Edbom sig,
Til Torvet ilende, hvor alt bebuder Krig.
Hans Folk med muntre Raab den raske Hövding hilse.
Hvor mangen vakker Knös, hvor mange lodne Pelse?
Kabussers sorte Skye af Hielme Lighed har,
I mindre Slagsmaals Dyst et blödt men got Forsvar
Af Prygles tætte Skov fordunkles næsten Dagen,
Trompeten blæser Larm, og Fanen er udslagen.
Som Bækken surrende i mange Bugter gaaer,
For dens sölvklare Vand til Söens Munding naaer;
Saa gaae Boraaser ud for Kiempedyst at pröve,
Hænder har de Kraft, i Brystet Mod som Löve,
De ligne Grækers Hær ved Xanthi dybe Flod,
Vel mindre i Gevær, men större udi Mod.
Af Stadens hvelved’ Port de skokkeviis udbröde,
Og Hofmans Krigshær snart paa aaben Mark de möde,
Som syntes ved sin Stöi og Vaabenbrag og Larm,
At skrække Himlen selv og trodse Edboms Arm.
Om Stadens giærdet Kreds sig vide Agre strækker,
Hvor Ceres sine Börn med venlig Smiil tilrækker
Sin rige Skat. Hun kun begiærer Flittighed
Hvis Gavn, hver i sin Stand ei nok at prise veed.
Ved Plovens skarpe Od opkastes frugtbar’ Volde,
Der giemmes Höstens Sæd, som skal tidobbelt tolde.
Da glædes Öiet, ved at see et lysgrönt Hav,
Som Vinden Lighed med de stolte Bölger gav.
Tilsidst med fyldte Ax de gule Sletter klædes,
Og Flittighedens Spor af Fryd og Gavn betrædes.
I rige Overflod hvor ofte laae jeg her,
Og henrykt skuede Naturens Gierninger.
Men, Grumhed! Raserie! de bistre Hære möde
Paa disse Sletter og nedtræde Ceres’s Gröde.
Ei Stormens voldsom Fart, ei Haglens Grusomhed
Saa reent forknuser alt, hvor den sig styrter ned,
Som Menneskernes Vold. Paa Jorden, alles Moder,
En Broder raser frem at myrde anden Broder.
Krigsguden fra en Skye det förste Optrin seer;
Nyt Haab, nye Anslag det forskaffer strax til meer.
Et mörkt og öde Sted den nordre Poel omgiver
Med frosne Bölger, som ei Solens Kraft opliver,
Men hvor en evig Nat med Vinter Haand i Haand,
Indslutter Jordens Skiöd med Isens haarde Baand.
Herhid er Raseri af Guderne fordrevet,
Og Fieldets steile Brink dets mörke Fængsel blevet.
I stærke Lænkers Last det fængslet ligger her
Paa blodigt Leie af de brudte Stridsgevær.
Dets Öine og dets Bryst afmægtig Harme röber,
Det er ei Blod men Ild, som i dets Aarer löber.
Dets Kiæder rasler fælt. Med skarpe Tand og Haand
Det river paa sig selv, og gnaver sine Baand.
Til dette fæle Sted sig Krigens Gud begiver,
Omstraalet af et Skin som Mörket reent fordriver.
Strax Troldet gav et Skrig da Staalets Glands det saae,
Og tusind’ slige Skrald af Biergets Klöfter gaae.
Mars med et fravendt Syn sin Tale til det vender:
Jeg löser dine Baand og til Boraas dig sender,
Udspye din sorte Gift paa Hofmans ganske Hær,
Opfyld dermed hvert Bryst: det min Befaling er.
Strax Kiæden lösnet blev; paa sine sorte Vinger
Sig Troldet brusende höit op i Luften svinger.
Ret som en vild Orkan, hvis Fængsel sönderbrast,
Med Brusen, Stöi og Brag udfare i en Hast.
Herved Olympens Gud et Blik til Jorden sender,
Som overskuede med et dens fire Ender.
Hvad fæl, hvad uhört Sag! han Vestergothland seer,
Alt optændt mod sig selv, alt udi Stridsgevær,
Mod hans, mod Skiebnens Lov! han spörger Mars i Vrede,
Hvor han en saadan Larm paa Jorden tör berede?
Om Guders Konge han ei meer adlyde vil,
Som styrer Jordens Kreds, og kaster Himlens Ild.
Forvovne, sagde han, du skal til Straf befinde,
At ei en Draabe Blod i denne Krig skal rinde,
Da andre store Slag i Marmor gravne staae,
Skal dette blot sit Sted blandt Rendsteenskrige faae.