Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Gartneren den spæde Plante freder,

    Og han poder, vander, snitter den;

Haabet om den Fryd, han sig bereder,

    Lokker ham til möisomt Arbeid hen.

Og naar Træets Skygge ham tilbyder

    Venligt Lye i hede Sommertid,

Og naar han dets modne Frugter nyder.

    Da velsigner han sin ömme Flid.

Saa Forældre see med henrykt Öie

    Barnets Siel at bære Dydens Frugt;

Snart de glemme deres tunge Möie,

    Fro de signe deres kloge Tugt.

Gartnerens det söde Haab jeg fatter,

    At min Plantes Frugt skal qvæge mig;

Dette Baand forkynde dig, min Datter!

    Hvad din Fader lover sig af dig.