Ei för min Harpe löd for den Mægtige,
Nei, aldrig, Yngling! Kun var den helliget
Til Venner, Gud, og til den söde
Huslige Fryd, og til Elskovs Taarer.
Og dig, Natur! i Lund og ved Havbredde,
Og dig, o Frihed! höieste Fölelse
For rene Siele! — Jeg dit Bæger
Omvandt med dristige Sanges Blomster.
Og til mit sidste Nervetræk skal jeg det
Bekrandse; jeg skal nyde dets Qvægelse
Naar Læben skælver bleg, naar Döden
Rækker mig det i den store Time!
Af friske Blomster fletter jeg Krands til Dig,
O Yngling! Du, som tidlig forsmaaede
At herske over Trælle! Du, som
Forskede, hörte, beslutted, handled!
Det Landmands Aag: det trykked’ Aarhundrede!
Du brödst det! (hör det, hellig Skygge af
Min Fader, Du, hvis Mönster lyste
Hist bag ved Eideren, saa ved Sundet!)
Du brödst det, Yngling! vendte Dig rödmende
Fra Landets Tak; Du saae paa Oceanet,
Hvorlunde Nid og Penge-Gridskhed
Lönligen smedede Handels Lænker.
Du sönderrev dem let, som en Spindelvæv!
Ei længer Norges modige Fyrre-Mast
Skal hylde Broder-Havnen, för den
Aabner de svolmende Seil for Östvind.
Ei lige Gaver skienkte vor Fader os.
Det haarde Jern indspærres i Gruben hist;
Her svæver Axet, og vort Maaltids
Liflighed trives paa fierne Bierge.
Til frie Tuskning kalder vor Fader os,
Og dog det haarde, forblindede Menneske
Udgrubler Tvang. Den brave Nordmand
Kiöbte sig Bröd paa et indskrænket Marked.
For ham er hver en Ager nu grödefuld,
Naar tidlig vækket Vinter udstrækker sig
Paa Bierget, og fra stive Skulder
Nedryster glindsende Flok i Dalen.
Jeg saae dig handle. Yngling! jeg frydedes,
Dog ei tilfulde. Bar ikke Danien
Et nedtrykt, sönderknuset Folkslags
Tunge Forbandelse paa sin Isse?
Ei mindtes det de hellige Lærdomme,
Ei fölte det den Aare, som Gud har spændt
I Hiertet, at dens Banken skulde
Lære os Medynk, og Ret og Uret.
Af Brödre kiöbte Mennesket Mennesker,
Og blev en Dievel! — Gysende kaste vi
Et sorgfuldt Blik til arme Negers
Usselhed, Skiendsel og grumme Marter.
Hist svangre Viv med Hændevrid vaander sig
Ved krumme Strandbred. Taarelös stirrer hun
Mod fierne Seil; for hendes Öre
Lyder end huult denne Haanheds Latter
Af Plage — Fogden — raslende Kiæde-Klang,
Og Mandens Suk — og angstfulde Jammerskrig
Af yngste Datter, som Barbaren
Udrev af Moderens ömme Favntag.
Du satte Maal for Skiendselen! snævert Maal!
Lad Britten skamfuld, undres og fölge Dig!
Om han herefter vil fortiene
Frihed, som grundes paa Ret og Viisdom!
Gud sætte fiernest Maal for din Levetid!
Men intet Maal for Glæden, som venter Dig,
Bliv længe dine Millioners
Broder! thi een er kun Alles Fader!